Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Jord-oprensning og byggestart på ny fritids- og ungdomsklub i Nærheden

Arbejdet med den kommende fritids- og ungdomsklub i Nærheden går nu i gang. I den kommende periode vil der blive gennemført jordoprensning på klubgrunden, hvor forurenet jord fjernes og erstattes med ren jord.

Arbejdet forventes at stå på frem til midten af maj 2026. Herefter begynder selve byggeriet af den nye klub. Fritids- og ungdomsklubben bliver placeret vest for Læringshuset.

I forbindelse med jordarbejdet kan der i perioder forekomme støj, støv og øget trafik i området.

- Det er fantastisk, at vi nu er i gang med at bygge den nye klub i Nærheden. Vi mangler den og glæder os til, at den står færdig – forhåbentligt og efter planen i slutningen af næste år. Vi er klar over, at der i øjeblikket kan være gener i forbindelse med byggeriet, men entreprenøren vil begrænse generne mest muligt, og vi håber på borgernes forståelse i den periode, hvor arbejdet står på, siger Toke Elling, formand for Skole- og Institutionsudvalget.

Den nye fritids- og ungdomsklub bliver et samlingssted for børn og unge i alderen 10-18 år og bliver en udvidelse af Klub 5’inn. Huset kommer til at rumme blandt andet kreative værksteder, musik- og gamingfaciliteter samt en multihal til forskellige aktiviteter. Omkring bygningen etableres grønne udeområder med plads til leg, ophold og fællesskab.

Når jordoprensningen er afsluttet i maj 2026, starter opførelsen af selve bygningen. Den nye klub forventes at stå færdig i december 2027.

Klubben indgår i et tæt samarbejde med Læringshuset, og skolens elever vil derfor kunne benytte udeområderne i frikvartererne og andre tidspunkter i døgnet.

Visualisering - sådan skal det se ud om et par år


Sådan så det ud forleden dag

Bygherre: Høje-Taastrup kommune

Bygherrerådgivning: NOVA5 Arkitekter med OBH Rådgivende Ingeniører som underrådgivere. Rådgiver og underrådgiver har forestået den omfattende brugerinddragelse.

Entreprise: Skovby Entreprise i samarbejde med Friis & Moltke Architects, Norsyn Ingeniører og Flåk Landskabsarkitekter.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje