---
title: "Nykredit vinder Den Grønne Erhvervspris 2026"
description: "Prisen blev overrakt ved årets sommertræf for erhvervslivet, som samlede over 100 deltagere om temaet unge og fremtidens arbejdskraft"
date: "2026-08-21"
created: "2026-08-21"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Nyheder](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder)

                [Nykredit vinder Den Grønne Erhvervspris 2026](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder/nykredit-vinder-den-groenne-erhvervspris-2026)

# Nykredit vinder Den Grønne Erhvervspris 2026

Prisen blev overrakt ved årets sommertræf for erhvervslivet, som samlede over 100 deltagere om temaet unge og fremtidens arbejdskraft

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/553f99a9-8ddd-41fa-b694-58b57ec93ecd?width=800)

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/f416fc41-dcd3-4740-9e79-aa44acf77542?width=800)

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/cabd7d3d-95dc-4852-bc28-2440d6f199d8?width=800)

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/49625876-21e3-4a5d-85df-86b411db54fd?width=800)

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/84a6d8a1-fa3f-48d4-bc1e-5554600e4ef0?width=800)

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/938bb140-4f71-43b3-a63c-165bd033cfbf?width=800)

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/fc8b5080-43b6-4c87-87a9-50f3bf41cfbf?width=800)

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/3d81119f-15c3-4703-a52f-7b0afa665c59?width=800)

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/794fa0e2-2e6d-4da5-91c1-6612cc24dd0e?width=800)

Nykredit kunne torsdag tage imod Den Grønne Erhvervspris 2026 ved Høje-Taastrup Kommunes sommertræf for erhvervslivet. Prisen blev overrakt af borgmester Michael Ziegler som anerkendelse af virksomhedens arbejde med at reducere klimaaftryk og tænke bæredygtighed ind i den daglige drift.

Den Grønne Erhvervspris uddeles til en virksomhed i Høje-Taastrup Kommune, som gør en særlig indsats for miljø, klima eller biodiversitet og samtidig inspirerer andre virksomheder til handling.

I har vundet prisen, fordi I viser, hvordan den grønne omstilling kan blive en konkret del af den daglige drift, også når man ikke selv ejer de bygninger, man holder til i

                Michael Ziegler, borgmester

## **Derfor vandt Nykredit prisen**

I år gik prisen til Nykredit, som blandt andet har etableret solceller på taget af virksomhedens lokation i Høje Taastrup, omlagt til LED-belysning, opsat ladestandere til elbiler og arbejdet målrettet med genbrug og upcycling af inventar og elektronisk udstyr.

Ved prisoverrækkelsen fremhævede borgmester Michael Ziegler særligt virksomhedens evne til at gøre den grønne omstilling til en konkret del af hverdagen:

- I har vundet prisen, fordi I viser, hvordan den grønne omstilling kan blive en konkret del af den daglige drift, også når man ikke selv ejer de bygninger, man holder til i, siger Michael Ziegler.

Hos Nykredit glæder man sig over anerkendelsen:

- Prisen er en dejlig anerkendelse af, at de mange tiltag tilsammen gør en forskel, og den giver os lyst til at fortsætte arbejdet med at gøre Nykredit grønnere, siger Martin von Horsten, vicedirektør for processer og driftsoptimering i Nykredit.

## **Grøn omstilling i praksis**

Nykredits indsats er forankret i et certificeret miljøledelsessystem og spænder bredt fra energieffektivisering til cirkulære løsninger. Virksomheden arbejder målrettet med at reducere klimaaftrykket fra den daglige drift gennem både større investeringer og mindre initiativer i hverdagen.

Solcelleanlægget producerer omkring en femtedel af lokationens samlede strømforbrug, og overskydende strøm sendes videre til elnettet.

Samtidig arbejder virksomheden med genbrug af møbler og elektronisk udstyr, mens bordplader flere steder er fremstillet af tekstilaffald. Rengørings- og kantineservice er desuden svanemærket med fokus på blandt andet mindre ressourceforbrug og mindre madspild.

Nykredit bidrager desuden gennem Nyskovfonden til etablering af ny skov i Danmark som led i virksomhedens samlede arbejde med klima og biodiversitet.

Som en del af prisen får vindervirksomheden mulighed for plante et træ et sted i kommunen. Dermed bliver et nyt træ den synlige markering af årets grønne erhvervsindsats.

## **Fokus på fremtidens arbejdskraft**

Prisen blev uddelt som en del af årets sommertræf for erhvervslivet, hvor lokale virksomheder var samlet for at netværke og få ny inspiration.

Temaet for årets sommertræf var unge, fællesskaber og fremtidens arbejdskraft. Deltagerne kunne blandt andet opleve livsstilsekspert og direktør Julia Lahme, der satte fokus på de nye generationer på arbejdsmarkedet, og hvordan virksomheder kan tiltrække, fastholde og samarbejde med fremtidens medarbejdere.

Programmet bød også på lokale cases om samarbejdet mellem virksomheder og unge samt eksempler på, hvordan erhvervsliv, kommune og civilsamfund kan arbejde sammen om at få flere unge tættere på job, uddannelse og meningsfulde fællesskaber.

## **Tillykke til de øvrige nominerede**

Årets prisfelt bestod af fire virksomheder, som på hver deres måde bidrager til den grønne omstilling lokalt.

Ud over vinderen Nykredit var følgende virksomheder nomineret:

- Hybrid Greentech ApS, som udvikler teknologiske løsninger til energilagring og intelligent styring af vedvarende energi.
- Dansk Retursystem, som arbejder med cirkulær økonomi gennem det danske pantsystem og en målrettet indsats for at reducere CO₂-udledningen fra transport.
- ZENZ by Frisør Steen, som gennem en årrække har integreret bæredygtighed i salonens daglige drift med fokus på blandt andet miljøvenlige produkter, ressourceforbrug og arbejdsmiljø.

Høje-Taastrup Kommune ønsker alle fire virksomheder tillykke med nomineringen og takker dem for deres engagement i den grønne omstilling. Deres indsatser er med til at inspirere andre virksomheder og bidrage til en mere bæredygtig fremtid.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/6da7d416-4b6f-42b1-895b-dc98c91d84e8?width=800)

*^Martin von Horsten, vicedirektør for processer og driftsoptimering i Nykredit , og Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune^*

## **Nykredit udtaler**

Martin von Horsten, vicedirektør for processer og driftsoptimering i Nykredit, siger om modtagelsen af Den Grønne Erhvervspris 2026:

- I Nykredit er vi meget glade for anerkendelsen. Det er altid dejligt at blive anerkendt, også for de mindre synlige indsatser.

- Der er to sider af vores grønne engagement. Den ene er de resultater, vi opnår sammen med vores kunder, når de eksempelvis vælger et grønt billån eller finansierer energiforbedringer af deres bolig. Den anden er vores fokus på at reducere klimaaftrykket fra vores egen drift. Det arbejder vi med gennem alt fra energiforbedringer og cirkulære løsninger til skovrejsning gennem Nyskovfonden.

- Prisen er en dejlig anerkendelse af, at de mange tiltag tilsammen gør en forskel, og den giver os lyst til at fortsætte arbejdet med at gøre Nykredit grønnere.

- Vi er grundlæggende stolte af at gøre den grønne omstilling konkret og handlingsorienteret. Det gør vi ved at gøre det lettere og mere attraktivt for vores kunder at træffe grønne valg, men også ved at reducere klimaaftrykket fra vores egen drift. Derfor glæder det os eksempelvis, at vi ved vores ejendomme i Høje Taastrup efter en god dialog med kommunen har kunnet etablere store solcelleanlæg. Samtidig har vi udskiftet al belysning til LED, hvilket både reducerer energiforbruget og understøtter vores ambition om løbende at mindske vores klimaaftryk.

- Vi er også stolte af at have bidraget til etableringen af mere end 300 hektar ny skov i Danmark gennem Nyskovfonden. Det er en langsigtet indsats, som bidrager til øget CO₂-optag, styrket biodiversitet, bedre beskyttelse af grundvandet og mere natur til glæde for lokalsamfund over hele landet. For os er det meningsfuldt at være med til at skabe noget, der kan komme både mennesker og natur til gavn mange år frem.

- Den vigtigste erfaring er, at grøn omstilling kræver handling. Rapportering, målinger og mål er nødvendige, fordi de skaber retning og gennemsigtighed. Men de gør ikke i sig selv nogen forskel for klimaet. For os har det været afgørende at finde balancen mellem ambition og handling. At sætte høje mål er vigtigt, men det er mindst lige så vigtigt at arbejde systematisk, følge op på resultaterne og gennemføre de konkrete ændringer, som reducerer klimaaftrykket i praksis.

- Det kan være større investeringer som solcelleanlæg, men også de mange små valg i hverdagen. Et eksempel er vores Svanemærkede kantine i Høje Taastrup. Maden er noget, vi mødes om hver eneste arbejdsdag, og derfor er det et sted, hvor selv små ændringer kan gøre en forskel. Når der arbejdes aktivt med blandt andet råvarevalg, madspild og ressourceforbrug, kan vi reducere klimaaftrykket fra måltiderne. På den måde bliver den grønne omstilling også gjort konkret og nærværende i vores kollegaers hverdag.
