---
title: "Landzonetilladelse til halmoplag, matr. nr. 3m Vasby By, Sengeløse, Kohøjvej"
description: "Afgørelse med klagefrist den 21. maj 2026"
date: "2026-04-23"
created: "2026-04-23"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Politik](https://www.htk.dk/politik)

                    [Høringer og afgørelser](https://www.htk.dk/politik/hoeringer-og-afgoerelser)

                    [Aktuelle høringer og afgørelser](https://www.htk.dk/politik/hoeringer-og-afgoerelser/aktuelle-hoeringer-og-afgoerelser)

                [Landzonetilladelse til halmoplag, matr. nr. 3m Vasby By, Sengeløse, Kohøjvej](https://www.htk.dk/politik/hoeringer-og-afgoerelser/aktuelle-hoeringer-og-afgoerelser/landzonetilladelse-til-halmoplag-matr-nr-3m-vasby-by-sengeloese-kohoejvej)

# Landzonetilladelse til halmoplag, matr. nr. 3m Vasby By, Sengeløse, Kohøjvej

Høje-Taastrup Kommune giver hermed landzonetilladelse til et halmoplag på maksimalt 5.000 m3 årligt i perioden 1. september til 31. marts på ovennævnte ejendom.

Landzonetilladelsen er meddelt med hjemmel i planlovens § 35, stk. 1 på følgende vilkår:

- Halmoplaget skal placeres efter beredskabets forskrifter jf. tilladelse af d. 13. december 2025
- Halmoplaget må placeres på matriklerne i perioden 1. september til 31. marts
- Den maksimale mængde halm må ikke overstige 5.000 m3
- Halmen stilles i én række af ca. 35 m x 7,5 m og må have en højde på maksimalt 4 meter.
- Der skal være adgang for brandmyndigheder via Kohøjvej.
- Halmen skal anbringes i en afstand til nærmeste bebyggelse på 450 meter, og mellem 50 og 98 meter til nærmeste skel.

Vilkår der er knyttet til landzonetilladelsen, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen. Vilkårene tinglyses på ejendommen for ejers regning, jf. planlovens § 55.

Tilladelsen er desuden betinget af:

At der tinglyses et fjernelsesvilkår for halmoplaget.

Vilkåret skal fastsætte:

- at ejeren accepterer, at ovenstående bygninger og anlæg fjernes uden udgift for det offentlige, hvis transportkorridoren senere tages i brug for at gennemføre et overordnet infrastrukturanlæg
- at bygningerne skal opføres som lette konstruktioner, der nemt kan fjernes, og at bygningerne ikke senere må ombygges.

Vilkårene skal tinglyses for ejerens regning, og omkostningerne påhviler ejeren, jf. planlovens § 55.

## Udnyttelse af landzonetilladelsen

Landzonetilladelsen bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 5 år efter, at den er meddelt jf. planlovens § 56, stk.2.

Landzonetilladelsen må ikke udnyttes før end klagefristen på 4 uger fra den offentlige bekendtgørelse af landzonetilladelsen er udløbet jf. Bek nr. 130 af 28/01/2017.

Tilladelsen annonceres på kommunens hjemmeside den 23. april 2026.

Læs [Landzonetilladelse til halmoplag, matr.nr. 3m Vasby By, Sengeløse, Kohøejvej](https://www.htk.dk/p/Dokumenter Htk.dk/BMC/Landzonetilladelser/Landzonetilladelse-halmoplag-Kohoejvej.docx "Landzonetilladelse-halmoplag-Kohoejvej.docx")

## Sagsfremstilling

Høje-Taastrup Kommune behandlede den 23-04-2026 ansøgning om landzonetilladelse til et halmoplag på maksimalt 5.000 m3 årligt i perioden 1. september til 31. marts på ovennævnte ejendom.

Ejendommen ejes af Ågesholm Aps, Geminivej 10, 2670 Greve, som har givet fuldmagt til den virksomhed, som er ansvarlig for halmoplaget, Riisengaard ApS, Cvr: 37266493.

Halmoplaget vil blive placeret efter beredskabets forskrifter for oplag større end 1.000 m3 og jf. tilladelse af d. 13. december 2025. Halmoplaget vil være på matriklerne hvert år i perioden 1. september til 31. marts. Oplaget vil være pakket ind i plastik. Der tilkøres mellem 2 og 5 læs pr. dag.

I henhold til planlovens § 35 må der i landzoner ikke ”uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelse af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer”.

Ejendommen er omfattet af udpegning af potentielle naturområder i Kommuneplan 2021.

Derudover er ejendommen beliggende indenfor et større område i hovedstadsområdet, som siden 1973 og senest i Fingerplan 2017 er udlagt til transportkorridor.

Til grund for beslutningen ligger følgende vurderinger:

- Oplag af halm fra egne marker er en naturlig del af almindelig landbrugsdrift og kan ske uden landzonetilladelse,
- at oplag af halm, der stammer fra andre landbrugsbedrifter, forudsætter en landzonetilladelse,
- det er en forudsætning for landzonetilladelsen, at der er givet tilladelse fra beredskabet, så det sikres at tilladte mængder, afstande og adgangsforhold overholdes,
- at halmoplaget ikke vil være til hinder for, at der på et senere tidspunkt kan udvikles nye naturområder eller skabes sammenhænge mellem eksisterende naturområder eller for at arealerne kan opretholdes til jordbrugsformål,
- at halmoplaget ikke vil være til hinder for at arealet indenfor transportkorridoren senere kan tages i brug for at gennemføre et overordnet infrastrukturanlæg.
- at etablering af et halmoplag i perioden 1. september til 31. marts ikke vil forringe eller ødelægge yngle- eller levesteder for arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.

## Klagevejledning til klage over landzonetilladelse

Enhver med retslig interesse i sagens udfald og visse landsdækkende foreninger og organisationer kan klage til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelsen inden 4 uger efter offentliggørelsen på kommunens hjemmeside. Læs [Klagevejledning til klage over landzonetilladelse](https://www.htk.dk/MOLIRIPAGE/a4566d03-287d-4316-aaf2-0b97facb2ff5 "Klagevejledning til klage over landzonetilladelse").
