---
title: "Landzonetilladelse til udstykning af ejendommen, Hyldevangen 8-10"
description: "Afgørelse med klagefrist den 27. oktober 2026"
date: "2026-09-29"
created: "2026-09-29"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Politik](https://www.htk.dk/politik)

                    [Høringer og afgørelser](https://www.htk.dk/politik/hoeringer-og-afgoerelser)

                    [Aktuelle høringer og afgørelser](https://www.htk.dk/politik/hoeringer-og-afgoerelser/aktuelle-hoeringer-og-afgoerelser)

                [Landzonetilladelse til udstykning af ejendommen, Hyldevangen 8-10](https://www.htk.dk/politik/hoeringer-og-afgoerelser/aktuelle-hoeringer-og-afgoerelser/landzonetilladelse-til-udstykning-af-ejendommen-hyldevangen-8-10)

# Landzonetilladelse til udstykning af ejendommen, Hyldevangen 8-10

Høje-Taastrup Kommune har besluttet at meddele landzonetilladelse til udstykning som ansøgt, af ovennævnte ejendom.

Landzonetilladelsen er meddelt med hjemmel i planlovens § 35, stk. 1 på følgende vilkår:

1. Tilladelsen omfatter alene udstykning af det på bilag A viste areal på ca. 3 ha med eksisterende gartneribebyggelse og helårsbolig.
2. Tilladelsen medfører ikke ret til opførelse af ny bebyggelse, indretning af yderligere boliger eller ændret anvendelse af bygninger eller arealer ud over de lovligt eksisterende forhold. Sådanne ændringer kræver særskilt tilladelse efter planlovens regler.
3. Den frastykkede ejendom og restejendommen forbliver i landzone og er fortsat omfattet af planlovens landzonebestemmelser.
4. Tilladelsen er meddelt på baggrund af de konkrete forhold på ejendommen, herunder den eksisterende gartneridrift, de eksisterende bygninger og den eksisterende bolig, og kan ikke uden videre lægges til grund for tilsvarende udstykninger på andre ejendomme.

## Udnyttelse af landzonetilladelsen

Landzonetilladelsen bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 5 år efter, at den er meddelt jf. planlovens § 56, stk.2.

Landzonetilladelsen må ikke udnyttes før end klagefristen på 4 uger fra den offentlige bekendtgørelse af landzonetilladelsen er udløbet jf. Bek nr. 130 af 28/01/2017.

Tilladelsen annonceres på kommunens hjemmeside den 29. september 2026.

Læs [Landzonetilladelse til udstykning af ejendommen, Hyldevangen 8-10.](https://www.htk.dk/p/Dokumenter Htk.dk/BMC/Landzonetilladelser/Landzonetilladelse-udstykning-Hyldevangen-8-10.pdf "Landzonetilladelse-udstykning-Hyldevangen-8-10.pdf")

## Sagsfremstilling

Høje-Taastrup Kommune behandlede den 29. september 2026 ansøgning om landzonetilladelse til at udstykke et areal på 3 ha af matrikel nr. 16c, 16l og 16v Sengeløse By, Sengeløse.

På det areal som ønskes frastykket, er der gennem tiden drevet gartneri med dyrkning af forskellige grøntsager. På arealet findes i dag 3 drivhuse og 1 helårsbolig (Hyldevangen 4B). Arealet har siden 2011 været udlejet til tredjemand, der driver gartneri i drivhusene og anvender stuehuset som helårsbolig.

På restparcellen, vil der også fremover være 2 beboelsesbygninger, idet der er registreret 1 stuehus til landbrugsejendom og 1 fritliggende énfamiliehus.

Formålet med at frastykke arealet er, at ejerskabet af gartneriet ønskes overdraget til lejer, der herefter kan fortsætte driften som ejer, hvilket vil give mening af praktiske og økonomiske grunde. Der ønskes ikke senere opført ny bebyggelse eller gennemført ændret anvendelse på den frastykkede ejendom.

I henhold til planlovens § 35 må der i landzoner ikke ”uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelse af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer”.

Hovedformålet med zoneinddelingen og landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og at sikre, at egentlig bymæssig udvikling sker, hvor der gennem planlægningen er åbnet mulighed for det. Udover at værne om natur og landskab er varetagelsen af de primære erhvervsinteresser blandt de hensyn, der ligger bag landzonereglerne.

I henhold til Planlovens § 37, stk. 1, kan der under særlige forudsætninger indrettes én bolig i en tiloversbleven landbrugsdriftsbygning. En bolig godkendt efter § 37, stk. 1 kan dog ikke udstykkes til en selvstændig ejendom eller udvides yderligere. Det ville i givet fald kræve landzonetilladelse jf. planlovens § 35, stk. 1. Desuden kan der kun godkendes én bolig i én driftsbygning på en ejendom.

Til grund for beslutningen ligger følgende vurderinger: At udstykning af en ejendom i landzone kræver landzonetilladelse efter planloven, hvis arealet udstykkes til en selvstændig landbrugsejendom med stuehus.

- At den ansøgte udstykning ikke medfører ny bebyggelse, flere boliger eller ændret arealanvendelse, og således ikke giver anledning til den byspredning i det åbne land, som landzonebestemmelserne skal modvirke.
- At den frastykkede ejendom allerede rummer den bebyggelse og anvendelse, som tilladelsen tager udgangspunkt i, herunder eksisterende gartneribygninger og en lovligt etableret helårsbolig, og at udstykningen alene sker som følge af et ændret ejerforhold.
- At udstykningen ikke i sig selv medfører nye rettigheder efter planloven til opførelse af bebyggelse, etablering af yderligere boliger eller ændret anvendelse af bygninger og arealer på hverken den frastykkede ejendom eller restejendommen.
- At udstykningen understøtter fortsat drift af den eksisterende gartnerivirksomhed ved at skabe mulighed for, at virksomheden kan videreføres under selvstændigt ejerskab, uden at de planmæssige forhold på stedet ændres.
- At kommunen har lagt vægt på, at der er tale om en konkret og særlig situation, hvor en eksisterende gartnerivirksomhed med tilhørende bygninger og bolig udskilles som en selvstændig ejendom, og at tilladelsen derfor ikke vurderes at danne grundlag for en generel lempelse af praksis for udstykning i landzone.
- At ejendommen ligger i et område præget af mindre ejendomme langs Hyldevangen, og at udstykningen ikke vurderes at ændre områdets landskabelige karakter eller oplevelsen af bebyggelsesstrukturen.
- At udstykningen ikke forventes at medføre øget trafik, behov for nye adgangsforhold eller andre væsentlige fysiske ændringer i området.

At udstykningen ikke vil forringe eller ødelægge yngle- eller levesteder for arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.

## Klagevejledning til klage over landzonetilladelse

Enhver med retslig interesse i sagens udfald og visse landsdækkende foreninger og organisationer kan klage til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelsen inden 4 uger efter offentliggørelsen på kommunens hjemmeside. Læs [Klagevejledning til klage over landzonetilladelse](https://www.htk.dk/MOLIRIPAGE/a4566d03-287d-4316-aaf2-0b97facb2ff5 "Klagevejledning til klage over landzonetilladelse")
