---
title: "Udviklingsstrategi 2024-2036"
date: "2024-07-05"
created: "2024-07-05"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Politik](https://www.htk.dk/politik)

                    [Politikker og planer](https://www.htk.dk/politik/politikker-og-planer)

                    [Politikker vedtaget af Byrådet](https://www.htk.dk/politik/politikker-og-planer/politikker-vedtaget-af-byraadet)

                [Udviklingsstrategi 2024-2036](https://www.htk.dk/politik/politikker-og-planer/politikker-vedtaget-af-byraadet/udviklingsstrategi-2024-2036)

                ![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/8fa06405-0167-4180-32bb-08dc98fb07a7?width=800)

# Udviklingsstrategi 2024-2036

## Forord v/borgmesteren

Ordet kommune betyder fællesskab, og stærke fællesskaber er
afgørende for sammenhængskraften i en kommune. Ved at styrke vores fællesskaber tager vi
sammen ansvar for hinanden og det fælles, og dermed styrker vi også vores evne til at tage ansvar for
os selv.

Vækst, uddannelse og
aktivt liv har været de bærende elementer for kommunens udvikling de seneste
år, og det har båret frugt. Høje-Taastrup Kommune har oplevet en stor vækst,
hvor mange nye borgere er flyttet hertil i takt med, at byerne er vokset i
antal af boliger. Nye borgere skal føle sig velkomne samtidig med, at vi værner
om de værdier og fordele, som Høje-Taastrup Kommune har med både landsbyer,
bykvarterer, vil­laer og karrébyggerier og diversitet i
befolkningssammensætningen. Vi har de seneste mange år også arbejdet med
Fremtidens Skole for, at alle børn og unge lærer og trives bedst muligt, og
bliver rustet til at være aktive medspillere i samfundet. Vi har også oplevet
en vækst i antallet af med­lemmer i det lokale foreningsliv, og vi ser en
stigende tendens til, at stadig flere dyrker friluftsliv og uorganiseret idræt
i det fri.

Alt dette skal vi
understøtte, og derfor har Udviklingsstrategi 2024-2036 fokus på fællesskaber.
Vi har allesam­men brug for at være sammen med andre og føle, at vi hører til,
og har en tilknytning til det sted, hvor vi bor. I Høje-Taastrup Kommune føler
vi os hjemme, knytter os til andre menne­sker og engagerer os i udviklingen af
vores lokalområde. Vi kommer hinanden ved, og det skaber tryghed og trivsel og
gør vores kommune til et godt sted at bo og leve.

Som kommune står vi
ligesom det øvrige samfund også overfor store udfordringer: Vor tids helt store
globa­le udfordring er en klima- og biodi­versitetskrise. Vi oplever også, at
et stigende antal børn og unge rammes af mistrivsel, og at ensomhed samt mental
og fysisk sundhed er nogle af de store udfordringer på tværs af alder. Alt
sammen noget som også kalder på lokal handling.

Vi ønsker med denne
Udviklingsstra­tegi at gribe disse udfordringer, og derfor har vi valgt at
sætte fokus på grøn omstilling, børn og unge samt sundhed. De kommende års
konkrete indsatser vil også få betydning for den måde som vi skal udvikle
kommunen på i by- og landområder, og derfor vil denne Udviklingsstrategi også
omhandle den fysiske udvikling.

Byrådet vil gerne
række ud til alle i kommunen - borgere, foreninger, virksomheder,
organisationer, store og små borgergrupper: Sammen er vi stærkest - lad os i
fællesskab udvikle fremtidens Høje-Taastrup Kommune.

![Mand med briller](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/79913e4a-e5ef-45e1-32ae-08dc98fb07a7?width=800)

På vegne af Byrådet, Michael Ziegler, Borgmester

* * *

## Baggrund og introduktion

De seneste år har Høje-Taastrup Kommune oplevet en stor
udbygning af nye boligområder. Store dele af kommunen er blevet forandret, og
det kan ses i bybilledet - især de store udbygninger i Nærheden og Høje
Taastrup C. Byerne er vokset i antal af boliger og borgere - bare i perioden
2020-2023 er der kommet ca. 5.000 flere borgere. Høje-Ta­astrup Kommune står på
et godt grundlag, og vi har også oplevet et stigende uddannelses- og indkomst­niveau
de seneste år. Den udvikling ønsker vi at fastholde, og vi vil derfor fortsat
følge udviklingen i uddannel­ses- og indkomstniveau, da det er et udtryk for
den generelle udvikling i kommunen.

Indenfor de næste 5 år forventes der ca. 6.000 flere borgere
i Høje-Ta­astrup Kommune. Da stærke byer og lokalsamfund bygges af stærke
fællesskaber, er det væsentligt, at vi fortsat har fokus på en udvikling af
kommunen, der binder byer, kvarterer og mennesker sammen. Fællesskaber er
derfor et centralt omdrejningspunkt i denne Udvik­lingsstrategi.

Vi har allerede rigtig mange stærke fællesskaber i mange
former, størrel­ser og sammenhænge. Nogle fore­går i en forening og i faste
rammer over flere år og generationer, andre opstår måske til en særlig
lejlighed eller et særligt formål. Nogle består af mange mennesker, andre af
få. Det kan være som en del af privat­livet, civilsamfundet eller af kom­munen.
Nogle er mere eller mindre selvkørende, mens andre har brug for hjælp og
støtte. Der er brug for denne variation, så alle, der ønsker det, kan indgå i
et fællesskab.

I Høje-Taastrup Kommune skal det være muligt at arrangere
sig på forskellige måder, både i etablerede og selvorganiserede fællesskaber og
i det aktive og gode naboskab. Selvom der findes et stort udvalg af foreningstilbud
og åbne fællesska­ber i Høje-Taastrup Kommune, er der også borgere, som står
udenfor. Det kan der være mange grunde til. Vi vil derfor gerne sikre, at *alle*borger - børn, unge, ældre og borgere med handicap - oplever, at man kan
være en del af et fællesskab her, og at det er muligt at deltage med de ressour­cer,
man har.

Fællesskaber er noget, vi er fælles om. Ved udarbejdelsen af
denne Udviklingsstrategi har Byrådet derfor fundet det centralt at få input fra
borgere, brugere og foreninger mv. til, hvordan vi kan være med til at skabe
sammenhængskraft i vores kommune. Derfor besluttede Byrådet i foråret 2023 at
afholde en række aktiviteter og to store dialogmø­der omkring fællesskaber.
Inputs herfra er samlet i bilag 1, og danner således baggrund for tilblivelsen
af denne strategi. Derudover skal den nye udviklingsstrategi følges af en
forudsætningsredegørelse, som er vedlagt i bilag 2.

Udviklingsstrategien er den overord­nede strategiske ramme
for kommu­nens udvikling. Det betyder, at de politikker, som Byrådet og
fagudval­gene skal behandle de kommende år, og de deraf afledte indsatser, vil
tage udgangspunkt heri.

* * *

## Fællesskaber for alle

Vi er fælles om udviklingen i Høje-Taastrup Kommune, og i
2036 har vi fokus på, hvordan fællesskaber giver livskvalitet og er vigtige i
sig selv for den enkelte og for os sammen. Det er her, vi kan finde løsninger
på de udfordringer, vi står overfor - store som små. Sammen tager vi ansvar for
hinanden og det fælles, og dermed styrker vi vores evne til at tage ansvar for
os selv. Her kan alle bidrage med det, man kan og få glæden ved at være med til
at bidrage til andres liv. Derfor skal vi sammen skabe fællesskaber for alle
igennem alle dele af livet, så vores forskelligheder kan sættes i spil til gavn
for hele kommunen. Det er en fremtid, hvor du kan være med.

Vi ønsker at skabe rammerne for et aktivt medborgerskab. Med
borgere, grupper, civilsamfund og erhvervsliv udvider vi rammen for, hvad det
vil sige at være kommune - sam­men. Det gælder de store dagsordner som den
grønne omstilling, unges trivsel og et sundt liv for alle. Men også i
hverdagen: I hallen, i skolen, i parken, på vejen - der hvor vi mødes igennem
hele livet og skaber nye traditioner og et godt liv sammen. Vi vil udvikle
kommunen sammen med andre, så vi fortsat sikrer, at vi både er den bedste hver­dagskommune
for alle, og at vi også samarbejder om nogle af de svære udfordringer som alle
kommuner står overfor, og som vi sammen kan finde de bedste løsninger på.

### **VI ARBEJDER FOR**

Vi ønsker at sætte de mange forskelligheder i spil til gavn
for det fælles bedste og dermed gøre vores kommune til et endnu bedre sted at
bo og leve. Vi vil derfor arbejde sammen om at styrke:

- Den grønne omstilling
- De gode børne- og ungefællesskaber
- Det sunde liv

Vi ønsker at fortsætte den udvikling, som Høje-Taastrup
Kommune har oplevet de sidste mange år. Der er sat en ambitiøs dagsorden for
udviklingen af kommunen. Vi står på et godt grundlag, og det ønsker vi at
fastholde med et øget fokus på fællesskaber indenfor de ovenstå­ende tre
områder.

Vi vil derfor have fokus på disse tre målsætninger:

- En grønnere kommune
- Øget trivsel for børn og unge
- Styrket sundhed for kommunens borgere

* * *

## Sammen om den grønne
omstilling

I 2036 er det en naturlig del af hverdagen i Høje-Taastrup
Kom­mune at tænke på miljøet og træffe bæredygtige valg, der både gavner lokalt
og globalt.

Vi arbejder sammen om den grønne omstilling. Borgere,
virksom­heder, myndigheder, institutioner og organisationer deler idéer og
viden og samarbejder om projekter, der mindsker vores påvirk­ning af miljøet og
inspirerer andre til at gøre det samme. Vi skaber en bæredygtig fremtid for
alle ved at reducere udledninger, værne om vores natur og bruge vores
ressourcer på den bedste måde.

### **Samarbejde accelererer den grønne udvikling**

I Høje-Taastrup Kommune ønsker vi en mere grøn og bæredygtig
frem­tid. Vi har sat et ambitiøst mål om at reducere vores CO2-udledning, og at
være CO2-neutrale senest i 2050. Skal vi lykkedes med CO2-målene og den grønne
omstilling, har vi brug for at få alle med ombord. Vi kommer som kommune alene
kun et stykke ad vejen. Samarbejde med borgere, organisationer og virksomheder
er afgørende for at accelerere den grøn­ne omstilling og øge den biologiske
mangfoldighed.

Som kommune skal vi gå foran som inspirator og træffe
bæredygtige valg i vores daglige drift og i den generelle udvikling. Ved at
tilbyde råd og vejled­ning og indgå i samarbejdsprojekter med borgere, organisationer
og virk­somheder kan kommunen skubbe på den grønne omstilling i hele kommu­nen.
Vi skal arbejde for, at der indgås flere forpligtende fællesskaber om at
udvikle og udbrede grønne initiativer.

### **Flere grønne ideer og fællesskaber**

Vi skal som kommune gøre det nemt for borgerne at engagere
sig i den grønne omstilling gennem foreninger og fællesskaber. Vi skal formidle
og tage initiativ til grønne tiltag, arrange­menter og fællesskaber i kommunen,
så de er nemme at finde frem til og deltage i.

Mange vil gerne bidrage aktivt til den grønne omstilling,
særligt hvis det er på områder, som er tæt på egne interesser. Nye bæredygtige
løsninger kan derfor opstå ud af et lokalt behov, der er opstået i hverdagen i
en bydel, virksomhed, landsby eller nabolag – det kan være alt fra nyttehaver
og deleordninger til energifællesskaber og transportløsninger.

Vi har derfor en ambition om at være en stærk
samarbejdspartner, som gør det nemt at engagere sig i den grønne omstilling. Vi
vil opdyrke og støtte grønne projekter og fællesska­ber, både små lokale
aktiviteter og de store projekter, der kan vokse og sætte endnu mere skub i den
grønne omstil­ling i hele kommunen.

Vi har et særligt ansvar for at vise vores børn og unge,
hvordan de selv kan handle på de klimaforandringer og miljøpåvirkninger, som de
ser i verden, ved at bidrage lokalt til den grønne omstilling. Børn og unge
skal have en praksisnær grøn dannelse i skolen fx via projektbaseret
undervisning i klima, miljø og bæredygtighed i skolen.

### **Mere natur**

Vi vil gøre det lettere for alle borgere - også
gangbesværede og borgere med handicap - at nyde naturen i kommunen. Naturen er
vigtig for vores helbred, og den fremmer sociale fællesskaber og nærvær på
tværs af generationer. Det er i kommunens mange naturskønne grønne områder, at
det nære hverdagsliv i det fri fore­går. Derfor skal vi forbedre faciliteterne
for rekreation i vores naturområder både i land og by.

Sammen med borgere, boligorganisa­tioner og virksomheder
skal vi arbejde for mere natur og biodiversitet på kommunale og private
arealer. Vi vil bevare eksisterende grønne områder i og omkring byerne og koble
dem bed­re med øvrige grønne arealer, så vilde dyr, planter og svampe kan
sprede sig. Vi vil samtidig arbejde for, at udviklin­gen af kommunens grønne områder
bidrager til den grønne omstilling. Det betyder, at vi fx skal kombine­re
udvikling af grønne områder og naturforbedring med beskyttelse mod
klimaforandringer.

### **VI VIL ARBEJDE FOR:**

- At sikre at alle har adgang til bynatur eller
natur tæt på egen bolig eller arbejdsplads.
- At være foregangseksempel i bæredygtig ud­vikling,
og give nem adgang/dialog til kommu­nen ift. lokale grønne projekter som
bidrager til øget genanvendelse samt mindre CO2-udslip og ressourcespild.
- At opbygge flere grønne fællesskaber i
Høje-Taastrup Kommune, der bidrager til en grønnere og mere bæredygtig hverdag.
- At etablere flere grønne samarbejdsprojekter
mellem kommune, virksomheder og borgere.
- At gøre kommunen robust til ændret klima og at
øge biodiversiteten.
- At kombinere udvikling af grønne områder og
natur med klimatilpasning.

* * *

## Sammen om de gode
børne- & ungefællesskaber

I Høje-Taastrup har vi et godt børne- og ungeliv, og i 2036
danner Høje-Taastrup Kommune rammen om et inspirerende og aktivt børne- og
ungdomsliv med positive fællesskaber og trygge voksne omkring sig. I
Høje-Taastrup Kommune oplever alle børn og unge at høre til: Både i det helt
nære familieliv, med vennerne på stuen, i klassen og i fritiden og hvad enten
det er til korsang eller med nabobørnene på vejen.

Hverdagslivet i Høje-Taastrup Kommune byder på støttende og
udviklende læringsmiljøer, som giver børn og unge et stærkt selvværd og
livsmod. Børn og unge har stor indflydelse på eget liv og er ru­stet til at
tage aktivt del i at udvikle kommunen og bidrage til at finde gode løsninger på
fremtidens udfordringer.

### **Børn og unge kan og vil**

Børn og unge trives, dannes, lærer og udvikler sig, når de
har mulighed for at være med i trygge fællesskaber, hvor de både kan indgå i
sunde, stærke sociale relatio­ner og være sig selv. Det er også afgørende for
senere at kunne mestre livet, og derfor vil vi arbejde for, at ingen børn og
unge står udenfor fællesskaber.

Det er udviklende og motiverende, når børn og unge selv får
lov sætte dagsordenen og bidrage til noget, de oplever som meningsfuldt. Børn
og unge skal have flere muligheder for at samskabe med omverdenen og derved
opleve, at de bidrager til det store fællesskab. Det kræver, at børn og unge
mødes af voksne, der hører børnenes stemmer og hjælper dem til at deltage
aktivt på egne præmisser.

Et aktivt fritidsliv giver flere positive fællesskaber.
Fællesskaberne i fritidslivet går ofte også på tværs af daginstitutioner og
skoler og er centreret omkring en fælles interesse eller et lokalområde. Vi
skal i højere grad gøre brug af civilsamfundets ressourcer og kom­petencer i
forhold til at skabe fællesskaber i fritiden, ligesom vi i højere grad skal
samarbejde med forældre­ne om at understøtte positive fællesskaber for børn og
unge.

### **Læring og udvikling**

Dagtilbud og skoler skal skabe et lærings- og trivsels­miljø,
hvor alle børn trives, dannes, lærer og udvikler sig. Det er det pædagogiske
personales fineste opga­ve at udvikle og understøtte fællesskaber, som skaber
deltagelsesmuligheder og trivsel for alle børn og fører vigtig læring med sig.

Alle børn skal rustes til at deltage i og præge frem­tidens
samfund, og derfor arbejder Høje-Taastrup Kommune systematisk med Fremtidens
Skole, hvor vi har fokus på at udvikle det 21. århundredes kompe­tencer:
Samarbejde, kommunikation, kreativ og kritisk tænkning og karakterdannelse. Vi
skal understøtte børn og unges naturlige nysgerrighed og trang til at udforske
det, som de er optaget af. Vi skaber rammer­ne for, at børn og unge kan fordybe
sig og forsøge sig frem i meningsfulde forløb ved at de leger, bygger og
idéudvikler. Derfor skal vi arbejde for at åbne vores skoler og dagtilbud mere
og samarbejde med aktører og borgere i lokalsamfundet om lærerige og dannende
aktiviteter for børnene. Ved at sætte nye ressourcer i spil giver det børnene
mulighed for at opleve kultur, natur- og idrætstilbud, som de ellers ikke var
blevet præsenteret for.

### **Attraktivt unge- og uddannelsesmiljø i hele kommunen**

Vi skal danne rammen om det gode ungeliv. Det gør vi ved,
sammen med de unge, at skabe et inspirerende og bæredygtigt unge- og
campusmiljø i Gadehavekvar­teret, som bliver samlingspunkt for unge i hele
kommu­nen. Vi vil også tilbyde lokale mødesteder og faciliteter. Et attraktivt
ungemiljø i Høje-Taastrup Kommune skal styrke uddannelseskulturen og hæve
uddannelsesni­veauet.

Det attraktive unge- og uddannelsesmiljø består af mange
fællesskaber og mødesteder. Der er behov for flere åbne fællesskaber, som de
unge kan deltage i på uforpligtende vis. Det er ikke alle børn og unge, der har
lyst til at forpligte sig til en organiseret fritidsaktivitet. Nogle har behov
for mere uforpligtende åbne tilbud, hvor man bare kan være, eller hvor noget
kan få lov at opstå ad hoc ud fra lyst og interesse. Der er især be­hov for et
åbent tilbud til en ældre målgruppe af unge.

Det kalder på flere attraktive mødesteder og faciliteter,
der kan danne rammen omkring spontane fællesskaber for alle typer af unge. Vi
skal aktivere de faciliteter, der er i lokalområderne - fx kulturhuse og
biblioteker, så børn og unge i højere grad har mulighed for at bruge dem på
deres præmisser.

### **VI ARBEJDER FOR:**

- At inkludere flere børn og unge i almenområ­det
- At indgå i flere forpligtende partnerskaber med
civilsamfundet, hvor vi sammen opbygger stærke børne- og ungefællesskaber
- At styrke børn og unges læring og udvikling i
dagtilbud og skoler
- At campus bliver et centralt samlingspunkt og
stærkt uddannelsesmiljø for de unge
- At der er mødesteder i alle lokalområder, så det
er nemt at vælge fællesskabet til, og alle har lige mulighed for at deltage.

* * *

## Sammen om det sunde liv

Inkluderende fællesskaber er i 2036 med til at fremme både
den mentale og den fysiske sundhed i Høje-Taastrup Kommune, fordi dét at gøre
noget aktivt og meningsfuldt sammen med andre styrker den enkeltes fysiske og
mentale sundhed.

Vores sundhed påvirker vores livskvalitet og er
forudsætningen for, at vi kan leve det liv vi ønsker. Derfor skal alle have
mulighed for at deltage i fællesskaber uanset forudsætninger.

### **Øget sundhed og trivsel**

Sundhed omfavner alle aldre og relaterer sig både til den
fysiske sundhed - herunder forebyggende indsatser - og den mentale sundhed.
Mental sundhed har stor indvirkning på helbredet og på evnen til at klare sig i
livet både socialt, uddannelses-og arbejdsmæssigt og dermed også økonomisk. Et
fokus på sundhed i Høje-Taastrup Kommune tager derfor afsæt i et bredt
defineret sundhedsbe­greb, hvor sundhed ses som mere end blot fravær af fysisk
sygdom. Sundhed handler både om det fysiske helbred og om, hvordan vi har det
mentalt, om at indgå i meningsfulde sociale relatio­ner og om at forebygge
ensomhed.

Selv om sundhed og et aktivt liv ikke nødvendigvis er
formålet med fælles­skaber, så kan eksempelvis fællesha­ver, hvor man dyrker
grøntsager, der bidrager til sund mad, og aktiviteter som at mødes i en gå-klub
eller på skaterbanen være med til at påvirke sundhed og trivsel og forebygge
ensomhed.

Børn, unge, familier, voksne, seniorer og sårbare og udsatte
borgere kan deltage i fællesskaber og dermed være med i aktiviteter, der
fremmer sundhed i en bred forstand. Derfor er en styrkelse af inkluderende
fælles­skaber vigtig, og vi vil gerne styrke, at man som borger har mulighed
for at være en del af et fællesskab med de ressourcer man har, for derved at
styrke sundheden i Høje-Taastrup Kommune.

### **Det sunde valg – det lette valg**

Med sundhedsprofilen for Høje-Ta­astrup kommune er et fokus
på fysisk aktivitet og bevægelse centralt. Et fokus på kost og bevægelse er en
del af et aktivt liv, som er med til at fremme den fysiske sundhed og spiller
fx ind på overvægt og kroniske sygdomme.

Det er derfor vigtigt, at de rammer, der omgiver os i
hverdagen, inviterer til fysisk aktivitet. Vi skal sikre, at de er med til at
fremme sundheden og vi skal derfor indtænke dette i bybilledet, så vi på den
måde også understøtter en aktiv livsstil. Høje-Taastrup Kom­mune har mange
forskellige byer og områder med gode rammer for at gøre det sunde valg til det
lette valg. Vi har et rigt foreningsliv, der kan være med til at understøtte en
aktiv livsstil og fremme den mentale sundhed. Samtidig har Høje-Taastrup
Kommune mange grønne områder og omgivelser,

ser, der kan være med til at fremme både den mentale og
fysiske sundhed. Rammer i naturen, der inviterer til både fysisk aktivitet,
rekreative og sanselige samt mentalt afslappende oplevelser kan være med til at
skabe grobund for sundhed og trivsel.

Høje-Taastrup Kommune er karakte­riseret ved at have en stor
diversitet i befolkningen. Vi ønsker, at alle trives her, og at indgå i
fællesskaber kan være med til at forebygge mistrivsel og uønsket ensomhed og
fremme den fysiske sundhed. Vi har en vigtig rolle i at samarbejde om at
etablere eller understøtte fællesskaber, der imøde­kommer ønsket om fx mere
fleksible og midlertidige fællesskaber. Vi skal tænke fællesskaber på nye og
ander­ledes måder og sammen med bl.a. civilsamfundet være med til at sikre
variationen af fællesskaber i Høje-Taastrup Kommune.

### **Samarbejde og brobygning**

Høje-Taastrup Kommune ønsker at understøtte samspillet i
kommunens tilbud, fordi det at opleve at være en del af et fællesskab - uanset
om det er i eksempelvis en skoleklasse, i et be­skæftigelsesforløb, på et
botilbud eller et plejehjem - kan øge trivsel, fremme den mentale sundhed og
forebygge ensomhed.

Samtidig vil vi bygge bro fra de kommunale tilbud til andre
fællesska­ber - fx foreninger og andre civilsam­fundsaktører. Høje-Taastrup
Kommune kan også være med til at igangsætte forskellige fællesskabsfremmende
aktiviteter i kommunens tilbud, ligesom kommunen kan samarbejde med private og
civilsamfundsaktører om at understøtte den varige forankring af fællesskaberne.

At have fokus på fællesskaber i Hø­je-Taastrup Kommune
handler derfor ikke alene om at skabe gode rammer for sunde fællesskaber i
kommunens institutioner og tilbud, men også om at bygge bro fra kommunens
tilbud til civilsamfundet, hvor vi kan etablere og forankre gode sociale
relationer og fællesskaber.

### **VI ARBEJDER FOR**

- At etablere og understøtte fællesskaber, der er
med til at fremme sundhed og trivsel.
- At iværksætte indsatser for ensomme i alle
aldersgrupper og forebygge ensomhed.
- At sikre, at de rammer, der omgiver os i
hverdagen, understøtter og inviterer til fysisk aktivitet.
- At samarbejde med civilsamfund om adgang til og
variation i fællesskaber for flere.
- At fremme fællesskaber som tilgang i de for­skellige
kommunale indsatser, som er målrettet både børn, unge, voksne og ældre.

* * *

## **Planstrategi**– den fysiske udvikling

Denne Udviklingsstrategi er også Høje-Taastrup Kommunes
Planstrategi for den fysiske udvikling af kommunen. Det er særligt udfoldet i
dette kapitel.

Når vi har fokus på at skabe gode rammer for fæl­lesskaber,
får det også et konkret aftryk på, hvordan vi vil udvikle kommunen. Vores by-
og lokalsamfund er bygget af stærke fællesskaber og det er vigtigt, at vi har
et fokus på at gøre vores by- og boligområ­der endnu bedre – både nye og
allerede etablerede områder.

Som Planstrategi sætter denne Udviklingsstrategi retningen
for den kommende kommuneplanrevision. Kommuneplanen er en overordnet plan for
den fysi­ske udvikling og arealanvendelse, der blandt andet sætter rammerne for
kommende lokalplaner. Med denne Planstrategi lægger Byrådet op til en fuld
revision af kommuneplanen, hvilket betyder, at der kan ske ændringer i alle
kommuneplanens temaer. Udviklingsstrategien sætter således både retningen for
Høje-Taastrup Kommunes overordnede udvikling og for kommunes fysiske udvikling
de næste 12 år.

### **Sammen styrker vi kvaliteter i by og land**

Gennem de senere år har der været en stor udbyg­ning af
kommunen, og det fortsatte fokus for den fysiske udvikling i kommunen er at
binde byer og kvarterer sammen og skabe bedre rammer for flere fællesskaber.
Byudviklingen vil, i højere grad end tidligere, finde sted i allerede
eksisterende by- og boligområder eller som randudfyldning i kommu­nens
landsbyer. Det er derfor afgørende, at samar­bejdet omkring byudviklingen er i
fokus, hvis vi som kommune ønsker at fortsætte med at skabe plads til
fremtidens behov. Det er derfor en forudsætning, at vi danner forpligtende
partnerskaber med de involverede parter, som sikrer fælles retning for private
investeringer og plads til fællesskabernes udfoldelse.

Den fysiske udvikling påvirker os alle, hvad enten det er
nye solcelleanlæg, boligområder, byrum eller stiforbindelser. Når vi bygger
eller omdanner, skal vi derfor sikre, at det både skaber værdi for brugerne og
giver tilbage til byen og fællesskabet – og at vi skaber rum til, at folk kan
mødes. Her er arkitektu­ren en afgørende faktor for det levede liv. Når vi gør
os æstetisk umage i design og planlægning, skaber vi steder med liv og lokal
stolthed. Derfor skal vi sammen sikre at by-æstetik går hånd i hånd med
byudviklingen.

Ved at styrke og værne om kommunens mange kvaliteter og
potentialer kan omdannelse og fortæt­ning sikre kvaliteten i de eksisterende
byområder. Det gælder både, når vi planlægger i de nære loka­le kvarterer, de
samlende bymidter og kommunen som helhed. Samtidig skal vi sikre en balanceret
byudvikling med fokus på at skabe plads til fælles­skaber, at udnytte
ressourcer hensigtsmæssig, at begrænse klimaaftrykket og at udvikling går hånd
i hånd med udbygningen af den offentlige service.

**I FÆLLESSKAB STYRKER VI KVALITETER I BY OG LAND VED ATARBEJDE MED:**

- At indgå stærke partnerskaber med investorer og
grundejere.
- At engagere beboere og andre lokale aktører i
udviklingen af deres kvarter, så der tages afsæt i lokale behov, øn­sker og ressourcer,
og at lokale kræfter forenes om en fælles vision.
- At skabe forandring gennem en balan­ceret,
bæredygtig og cirkulær tilgang til byudviklingen.

### **Kvarterer der engagerer**

Vi har brug for rammer til at mødes for at kunne en­gagere
os i hinanden og i samfundet. Derfor skal alle have adgang til inspirerende
mødesteder, både inden­for og udenfor. Mødesteder, hvor alle føler sig velkom­ne
og inkluderede, uanset hvor man kommer fra eller hvilke behov man har.
Mødesteder som vi sammen har ansvar for, men ikke nødvendigvis ejerskab over.
Her spiller de kommunale institutioner en central funktion i at skabe rammen om
fællesskaber på tværs af kvarte­rets borgere. Hvis vi skal have flere med i
fællesskaber, skal denne grundtanke udbredes til flere grundejere, målgrupper
og timer på døgnet - også i weekenden.

Vi ønsker at skabe kvarterer og lokalsamfund, der er fyldt
med liv og glæde, og hvor alle har mulighed for at deltage og føle sig som en
del af noget større. Vi har derfor brug for steder - inde og ude -, som både
indgår i hverdagens gøremål og danner ramme om den særli­ge anledning. Det
kræver, at bygninger og byrum skal virke inkluderende for alle, og det kræver
derfor også en god forståelse for diversiteten i brugerbehov.

Vores kvarterer har stærke identiteter, som er skabt af dem
som bor og arbejder der. Derfor skal det også være muligt at bevare sit lokale
engagement selvom ens livs- eller virksomhedsvilkår kan ændre sig. Vi har
derfor fokus på at skabe variation i kvarterprofiler, boligtyper og anvendelse,
så vi skaber blandede byer med forankrede lokalsamfund.

**SAMMEN STYRKER VI KVALITETEN VED:**

- At skabe byrum og mødesteder, som bringer
mennesker sammen og understøtter aktiviteter, der involverer beboerne i
fællesskaber lokalt, samt mulighederne for at skabe en bæredygtig hverdag.
- At sikre attraktive boliger til alle livsformer
med variation og balance i boligtyper, så det er muligt at bo her gennem hele
livet.
- At skabe imødekommende erhvervsområder, hvor
virksomhederne deler viden, funktioner og ideer, som fremmer en bæredygtig
erhvervsstruk­tur og synergier.

### **Bymidter der samler**

Bymidterne og landsbysamfundene er centrale for bor­gerne,
for her opstår de uformelle møder og aktiviteter i hverdagen. De udgør kernen
af vores lokalsamfund og trives takket være offentlige funktioner, aktivt
forenings­liv og butikker. Detailhandlen er under forandring, og derfor er der
behov for, at bymidterne, kan danne ram­men om nye typer af funktioner, handel
og services, så de med deres unikke lokale identitet baseret på bymil­jø,
arkitektur og kulturarv også er attraktive i fremtiden.

Samtidig ser vi et stort potentiale i de områder omkring
vores stationer, der kan fungere som knudepunk­ter for bæredygtig byudvikling
og lettere adgang til transportforbindelser. Og for at skabe en endnu bedre
livskvalitet arbejder vi på at integrere mere natur i byen og forbedre de
grønne områder og forbindelser, så vi fremmer bynatur og gør vores by til et
mere behageligt sted at opholde sig.

**SAMMEN STYRKER VI KVALITETEN VED:**

At gentænke bymidterne, så de også i fremtiden er attraktive
samlingspunkter for hverdagslivet og de fælles begivenheder.

- At forbedre og fortætte omkring stationsområder­ne,
så vi sikrer en bæredygtig byudvikling.
- At forbedre byernes grønne åndehuller og grønne
forbindelser, så vi fremmer bynatur og gør byen til et rart sted at være.

### **En kommune, der hænger sammen**

Høje-Taastrup Kommune er en velintegreret del af ho­vedstadsregionen,
som er et attraktivt område for både borgere og virksomheder. Vi ønsker fortsat
at bruge transportudviklingen som et værktøj til at styrke kom­munens rolle som
et centralt bæredygtigt knudepunkt i regionen, skabe forbindelse mellem
stationsbyerne, bevæge os væk fra fossile brændstoffer og fremme en grøn
livsstil i hverdagen.

De stærke forbindelser i øst- og vestgående retning mod
København og Roskilde, er afgørende for Høje Taastrup som regionalt knudepunkt.
Men det skaber også udfordringer for forbindelser i nord- og sydgå­ende retning
på tværs af hele kommunen. Vi vil derfor have fokus på at skabe grønne
strukturer, som binder sammen på tværs af kvartererne og dermed understøt­te
den sunde og bæredygtige mobilitet for gående og cyklister. Vi vil have fokus
på, at de grønne strukturer er indbydende, nemme at bevæge og orientere sig i,
og at de bidrager til rare lokalmiljøer og øget biodiversitet. Hertil vil vi
skabe plads til kollektiv transport, som styr­ker forbindelserne på tværs, som
fx busser med egne kørebaner (også kendt som BRT-linjer).

En bæredygtig energiinfrastruktur er også afgørende for en
sammenhængende kommune. Vi er nået langt for så vidt angår fjernvarme. Derfor
vil fokus i højere grad være på at finde potentialer for udviklingen af
vedvarende energiproduktion og udnyttelse af over­skudsvarme.

**SAMMEN STYRKER VI KVALITETEN VED:**

- At fremme bæredygtig og tilgængelig mobilitet i
form af gang og cykling samt koblingen til effektiv kollektiv transport, så vi
sikrer kommunen som fremtidens regionale knudepunkt.
- At sikre mere og bedre natur med mere skov og
sammenhængende naturområder, så vi øger biodiversiteten og styrker
økosystemerne.
- At prioritere landområderne og behovet for at
fremme vedvarende energiproduktion, så vi sik­rer værdifulde landområder for
borgere, naturen og klimaet.

                            [Download som pdf](https://www.htk.dk/p/MOLIRIMEDIA/6b56737a-9486-4ab9-32cb-08dc98fb07a7)
