Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Støtte og omsorg Børn og unge med behov for støtte Åben Anonym Rådgivning

Åben Anonym Rådgivning

Åben Anonym Rådgivning er for dig, som er barn, ung eller forælder, og som har brug for at dele et problem med en fagperson

Få råd og vejledning ganske anonymt

Vi tilbyder professionel rådgivning til familier, børn og unge i Høje-Taastrup Kommune. Rådgiverne arbejder i det daglige med børn og unge og deres familier. Det er gratis at bruge rådgivningen, og du kan henvende dig anonymt.

Der kan være mange grunde til at henvende sig i Åben Anonym Rådgivning.

Som barn/ung kan det være:

  • At du har et problem, som du gerne vil tale med en voksen om
  • At du har problemer derhjemme med dine forældre eller søskende
  • At du bliver mobbet i skolen eller i klubben
  • At du er bekymret for dit eget forbrug af alkohol eller stoffer
  • At du er bekymret for, om dine forældre har et misbrugsproblem
  • At du er kommet ind i kriminalitet og ikke ved, hvordan du kommer ud af det
  • At du gør skade på dig selv eller overvejer det

Som forældre kan det være:

  • Bekymringer i forhold til et kommende barn
  • Bekymringer for dine børns trivsel og udvikling
  • Problemer med at takle konflikter med børnene
  • Uenighed omkring børneopdragelsen
  • At børnene har det svært i forbindelse med skilsmisse
  • At børnene har problemer med kammerater eller andre
  • At børnene har problemer i skolen/institutionen

Man kan selvfølgelig have mange andre bekymringer og problemer. Du skal ikke være bange for, om det, du går og tumler med, er for stort eller for småt. Du vil komme til at snakke med rådgivere, der har masser af erfaring med at tage hånd om mange forskellige emner, og som er klar til at give dig råd og vejledning.

Anden hjælp end rådgivning
I nogle tilfælde kan en stille og rolig snak med en rådgiver være nok til, at du føler sig bedre rustet til at håndtere udfordringerne. Men hvis du har behov for mere støtte, kan vi hjælpe dig videre, men det vil ikke længere være muligt at være anonym.

I meget sjældne tilfælde kan en rådgiver være nødt til at sikre, at der iværksættes relevant støtte. Vi vil dog altid som udgangspunkt inddrage dig i processen og sørge for, at du får den nødvendige hjælp på den måde, som du er mest muligt tryg ved.

Personlig kontakt
Den åbne anonyme rådgivning har åben hver torsdag i tidsrummet kl. 15-17. Her er der afsat tid til, at rådgiverne tager imod borgere med ønske om anonym rådgivning. Der vil kunne forekomme ventetid, hvis andre er mødt før dig.

Du kan i princippet henvende dig i hele rådhusets åbningstid, men så kan rådgiverne være optaget af sagsarbejde og møder.

Rådgivningen finder sted på rådhuset, Rådhusstræde 1, 2630 Taastrup. Henvend dig i Borgerservice, når du kommer.

Telefonkontakt
Du kan få kontakt til rådgiverne ved at ringe til Familie- og Dagtilbudscentret på telefon 43 59 10 00. Her skal du bede om at komme til at tale med den åbne anonyme rådgivning.

Der er ingen bekymringer, vi ikke vil tage hånd om i kommunen. Men det kan være, at du står med en helt særlig problematik, eller at du har brug for at snakke med nogen uden for vores åbningstider.

Du finder nedenfor en liste med links til nogle tilbud, hvor du - som barn eller ung - kan henvende dig, uden at du skal oplyse, hvem du er og hvor du bor. Det kaldes at være anonym, og det respekterer dem, du kommer til at snakke med. Du kan både henvende dig telefonisk og skriftligt.

Der er både nogen, som lytter til og rådgiver om alt mellem himmel og jord, og andre som har eksperter siddende til at rådgive om helt specifikke problematikker.

Alkolinjen giver anonym rådgivning om alkoholproblemer til pårørende og drikkende på tlf. 80 200 500 alle hverdage kl. 11-15.

Alkolinjen UNG er til unge mellem 15-24 år, der selv drikker alkohol eller er pårørende til nogen, som drikker for meget.
Alkolinjen UNG er en del af Alkolinjens rådgivningstilbud for unge mellem 15-24 år. Her kan du kan både få hjælp, hvis du synes alkohol påvirker dig negativt, eller hvis du er tæt på nogen, der drikker for meget. Du kan chatte med en rådgiver.
Hvis du er under 15 år, anbefaler Alkolinjen, at du ringer til Børnetelefonen på telefon 116111

Børnetelefonen lytter til og rådgiver børn og unge om alle mulige bekymringer, som man kan have - lige fra kærestesorger, mobning til hashmisbrug eller vold. Ring på 116 111 alle dage kl 11-23. Der er desuden åbent frem til kl. 02 natten til fredag og natten til lørdag.

Headspace er et gratis tilbud til dig, der er i alderen 12-25. Du kan tale med de frivillige hos headspace om alt, f.eks. angst, ensomhed, familieproblemer, kæresteproblemer, udfordringer med misbrug, lavt selvværd.. ja, en hel masse. Du kan komme forbi, ringe eller chatte med headspace. På headspaces hjemmeside finder du de forskellige afdelinger med adresse og telefonnummer.

RED Rådgivning tilbyder telefonisk, personlig rådgivning og konfliktmægling til unge med etnisk minoritetsbaggrund, der er udsat for æresrelaterede konflikter. Er du 15 år eller ældre og er du udsat for en æresrelateret konflikt, kan du ringe til hotline RED Rådgivnings hotline 70 27 76 66 døgnet rundt. Læs mere om tilbuddet fra RED Rådgivning.

Hvis du er forældre, har RED Rådgivning også en særlig rådgivning for forældre med etnisk minoritetsbaggrund, som oplever udfordringer med deres børn på grund af kulturforskelle og modstridende ønsker og forventninger. Ring på tlf. 70 27 03 66 (hverdage mellem 9-15), eller klik her for at få mere at vide om forældrerådgivning.

Linjen er oprettet af Børn, unge & sorg og er en anonym telefonrådgivning for børn og unge, hvis far eller mor er alvorligt syg eller død. Venner, kærester og forældre til de unge er også meget velkomne til at ringe og få rådgivning om, hvordan man bedst muligt kan støtte. Du kan ringe til Linjen på 70 20 99 03 mandag-torsdag kl. 17-21.

Livslinjen rådgiver børn og unge, der går med selvmordstanker. At søge rådgivning, når livet er svært, kan være nødvendigt og kræve mod. På Livslinjen er de vant til at tale om selvmord og selvmordstanker og vil meget gerne tale med dig. Alle kan blive ramt af selvmordstanker af mange forskellige årsager. Selvom det kan opleves som svært at tale om selvmordstanker, så oplever de fleste, at det er en stor psykisk lettelse at få sagt det højt og få talt om det. Livslinjens telefonrådgivning, 70 20 12 01, er åben alle årets dage fra kl. 11-04.

Joan Søstrene tilbyder anonym rådgivning til piger og unge kvinder, der har været udsat for vold, voldtægt eller seksuel chikane. Joan Søstrene tilbyder personlig eller telefonisk rådgivning (33 14 74 84) mandag og torsdag fra kl. 18-20.30.

LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) tilbyder anonym rådgivning omkring spiseforstyrrelser og selvskade. LMS dækker hele landet, da foreningen tilbyder telefon- og videosamtaler. LMS' telefoner (70 10 18 18) er åbne mandag-torsdag kl. 16-20.

Mindhelper. Få viden om alt fra angst til ensomhed og kærestesorger. Skriv til Mindhelpers brevkasse og få et godt råd. Eller brug vejviseren til at finde hjælpetilbud nær dig.

Ung Revers er et privat tilbud til dig, der vokser op i en familie med alkohol- eller stofproblemer. Novavi Ung Revers tilbyder gratis hjælp til børn og unge under 25 år. Du kan henvende dig til Ung Revers (www.ungrevers.dk), uanset hvor du bor. Ung Revers har afdelinger i blandt andet Herlev, Glostrup og Lyngby.
Hvis du er under 18 år, skal du have dine forældres samtykke til at deltage i et samtaleforløb. Hvis du er over 18 år, kan du deltage anonymt.

Lev Uden Vold har en national hotline mod vold  (telefonnummer 1888) og driver juridisk rådgivning for voldsudsatte og fagpersoner. 

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje