Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presserum Nyheder og aktuelt 70 elever fra Linie 10 skal tre dage i erhvervspraktik hos lokale virksomheder i Høje-Taastrup

70 elever fra Linie 10 skal tre dage i erhvervspraktik hos lokale virksomheder i Høje-Taastrup

Alle godt 70 elever fra Høje-Taastrup Kommunes 10. Klassecenter (Linie 10) skal tre dage i ulønnet praktik som del af et spritnyt brobygningsforløb, hvor de også gennemgår forløb hos fire uddannelsespartnerne fra Kommunes Campuspartnerskab.

Eleverne har i forvejen en erhvervsmentor, og det er blandt andet disse 30 mentorer, der tilbyder eleverne praktikker. Dansk Industri (DI) har også hjulpet til med at få medlemsvirksomheder med postnummer i Høje-Taastrup til at tilbyde praktikker.    

Spritnyt brobygningsforløb i samarbejde mellem virksomheder uddannelsespartnere

”På Linie 10 har vi ønsket at styrke brobygningsaktiviteterne, så vores elever får de bedste muligheder for at træffe deres rigtige valg af ungdomsuddannelse. Vi har haft en super god udviklingsproces med fire af de uddannelsespartnere, der indgår i Kommunens Campuspartnerskab. Vi har også mødt en fantastisk samarbejdsvilje hos de virksomheder, der i forvejen hjælper os med erhvervsmentorer, og DI har hjulpet os med at få flere virksomheder ombord. Over 70 elever, der skal ud samtidigt, er jo lidt af en mundfuld”, fortæller Niels Henriksen, der er leder på Linie 10 og Ungdomsskolen i Høje-Taastrup.

Linie 10 har sammen med uddannelses- og virksomhedspartnere udviklet et forløb, der blev igangsat lige efter årsskiftet. Eleverne skifter mellem almindelig skolegang, besøg hos uddannelsespartnere og erhvervspraktik. Disse erfaringer bruger eleverne til at løse en opgave (Obligatorisk Selvvalgt Opgave, OSO).

Samlet set bliver eleverne godt rustet til deres valg af ungdomsuddannelse i starten af marts måned i år. Uddannelsespartnerne er: SOSU H, Roskilde Tekniske Skole, Høje-Taastrup Gymnasium og FGU Skolen Øst.

Elever laver lækker frokost i Fløng Forsamlingshus

Fløng Forsamlingshus tilbyder erhvervspraktik til fem elever fra Linie 10.

”Jeg glæder mig til at give fem friske unge mennesker en kokkehue på. Vi skal arbejde frem mod at servere en lækker frokost for de erhvervsmentorer og ungeguider, som i hverdagen arbejder sammen med de unge mennesker. Vi kommer til at give den gas med super råvarer, hvide duge og flot opdækning. Jeg glæder mig!”, fortæller Benny Friis, der har forpagtningen på Fløng Forsamlingshus.

De vigtige virksomheds- og uddannelsespartnere

I Høje-Taastrup Kommune er både virksomheds- og uddannelsespartnere afgørende i indsatsen for at få flere unge i uddannelse og job.

I Kommunens Unge- og Uddannelsescenter er der løbende samarbejde med over 100 virksomheder, og der er ekstraordinært tæt samarbejde med ca. 30 virksomheder i ”Erhvervsmentorkorpset”. Elever fra Linie 10 har en erhvervsmentor i hele deres skoleforløb. Ofte fører det til et længere forløb, fritidsjob, læreplads mv. Det styrkede samarbejde med DI giver mere muskel til virksomhedsindsatsen.

SOSU H, Roskilde Tekniske Skole, Høje-Taastrup Gymnasium og FGU Skolen Øst i Høje-Taastrup indgår i Campuspartnerskabet. Her er målet at udvikle et unge- og campusmiljø i Vidensbyen i Gadehavekvarteret.

Ud over disse fire uddannelsespartnere samarbejder Høje-Taastrup Kommune med følgende uddannelses- og virksomhedspartnere i Campuspartnerskabet: Roskilde Universitet, Københavns Professionshøjskole, Vestegnen HF & VUC og Teknologisk Institut.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje