Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presserum Nyheder og aktuelt Børne- og Kulturhuset er kåret til Årets Skolebyggeri 2023

Børne- og Kulturhuset er kåret til Årets Skolebyggeri 2023

Nohrcon har i dag overrakt prisen til vinderteamet bag Børne- og Kulturhuset - det første hus i Danmark, der samler dagtilbud, skole, musik-, billed- og dramaskole samt kulturaktiviteter.

Høje-Taastrups Børne- og Kulturhus er kåret til Årets Skolebyggeri 2023 - her er børnene til morgensamling i husets hjerte, Kulturtorvet med den store trappe. Foto: Ulrik M. Eriksen, SEES media.

En fagjury og en offentlig afstemning pegede tilsammen på det overbevisende projekt, der kobler læring og kultur: Børne- og Kulturhuset er det første hus i Danmark, der har dagtilbud, skole, musik-, billed- og dramaskole samt kulturaktiviteter under samme tag.

Borgmester Michael Ziegler er på kommunens vegne stolt af prisen: 

”Vi er meget stolte over, at Børne- og Kulturhuset i Høje-Taastrup er kåret som Årets Skolebyggeri 2023. Det er en flot anerkendelse af, at Børne- og Kulturhuset kan noget særligt. Vi sætter kultur og kreativitet i højsædet ved at samle skole, dagtilbud, musik-, billed- og dramaskole, kulturtilbud og foreninger, og børnene er omgivet af dygtige og dedikerede pædagoger, lærere, kulturformidlere og professionelle undervisere. Prisen er en flot anerkendelse af, at Børne- og Kulturhuset er et nyskabende samlingssted for alle byens børn og unge.”

Børne- og Kulturhuset er for alle - børn, unge og voksne – og har kreativitet og fantasi i centrum for pædagogik, læring, fritid og oplevelser.

Høje-Taastrup Kommune har høje ambitioner for Børne- og Kulturhuset. For kultur og kreativitet gør en forskel for børn og unges læring, udvikling og trivsel – børn lærer mere og bedre, når kroppen er med. Børne- og Kulturhuset har fantastiske rammer at gøre det i, og dygtige og dedikerede lærere, undervisere og pædagoger møder børnene.

Det er helt i tråd med Fremtidens Skole og projektbaseret læring, hvor hoved og hænder hænger sammen.

Huset er hele vejen igennem bygget til kunst og kultur med scene, multimedieværksted, lydstudie, multihal, værksteder, faglaboratorier, grupperum, kroge og loungeområder. 

1.300+ stemte i alt - roserne til Børne- og Kulturhuset lød bl.a.:

• ”Der er en hyggelig stemning i bygningen, som skaber en følelse af nærvær og tryghed.”
• ”Der ville jeg selv gerne have gået i skole.”
• ”Det er en genial måde at koble skole og de omkringliggende omgivelser sammen på. Billederne emmer af liv.”
• ”Det er et utrolig smukt, nytænkende og inspirerende byggeri, der peger ind i sit lokalsamfund.”
• ”En fantastisk bygning, hvor bygning og brugere matcher. Der er en rigtig god lyd og atmosfære, selv når der er mange mennesker samlet.”
• ”Flot arkitektonisk projekt i større bymæssig kulturel og kreativ kontekst og helt ind til interiørgrebet.”
• ”Fordi det er de perfekte rammer til at åbne skolebørnenes øjne for de kreative aspekter af livet. Det bliver ikke nemmere at gå til guitar, billedkunst eller teater.”
• ”Jeg er stor tilhænger af at samle flere enheder under samme tag. Det giver en synergi og en helhed, der kun kan være til fordel for børnene.”
• ”Jeg har oplevet huset indefra. Følelsen er god, når man træder ind. Akustikken er i top. Man fornemmer lyset fra alle vinkler.”
• ”Legende og inspirerende for alle aldre.”
• ”Man får lyst til at blive, når man kommer ind.”
• ”Visionen om at koble børn og kultur åbner helt nye muligheder som læringsarena. Stærk vision af kommunen!”
• ”Stærk arkitektur og vigtig brik i at løfte lokalsamfundet og forandre området”
• ”Atypisk skoletypologi og meget harmonisk projekt!”
• ”BKH er opført i gode og gedigne materialer, der vil kunne klare en skolebelastning i mange år, et valg der på den lange bane giver den bedste økonomi. Huset er åbent og transparent gennem det kommende kulturstrøg. Det kalder på at blive brugt.”

Fakta

Huset: 9.500 m2
Udendørs-arealer: 19.000 m2
Færdig: Januar 2023
Officielt indviet 14. marts 2023

Teamet bag vinderprojektet

Høje-Taastrup Kommune
Arkitekt: Kjaer & Richter / Christensen & Co
Inventarprojekt: Christensen & Co
Landskabsarkitekt: LYTT
Ingeniør: AFRY
Totalentreprenør: C.C. Contractor
Bygherrerådgiver: COWI

Bæredygtighed

Huset har 160 solcellepaneler på taget, som producerer min. 50.000 kWh årligt.
Der er anvendt genbrugsjord fra byggeriet af Høje-Taastrup Kommunes nye rådhus.

Hvem er i Børne- og Kulturhuset

Dagtilbud: Plads til 120 børnehavebørn i 6 grupperum. 80 vuggestuebørn på 8 mindre baser
Skole 0.-6. klasse: 2 spor, plads til 392 elever
SFO
Kulturskoler: Musik-, Billed- og Dramaskole
Kulturhus
Fritidsbrugere: Pt. Fægteklubben og Taekwondo-klubben. 

 

Børne- og Kulturhuset har bl.a. et pop up-bibliotek med hyggelige læsehuler. Foto: Ulrik M. Eriksen, SEES media.

Hovedindgangen til Børne- og Kulturhuset. Foto: Martin Schubert.

Børne- og Kulturhuset huser også kommunens musik-, billed- og dramaskole, så huset er fyldt af kultur og kreativitet. Foto: Ulrik M. Eriksen, SEES media.

Vinderteamet bag Børne- og Kulturhuset - fra venstre: 
Michael Ziegler, borgmester, Høje-Taastrup Kommune, bygherre Høje-Taastrup Kommune
Tine Vogt, landskabsarkitekt og associeret partner, LYTT Architecture (Landskab)
Pernille Folting, konstitueret skoleleder, Høje-Taastrup Kommune
Claus Minds, projektchef, CC Contractor, Totalentreprenør
Mikkel Sørensen, arkitekt og partner, Christensen & Co. Arkitekter
Liv Bach Henriksen, arkitekt og leder Pædagogik og Læring, Arkitektfirmaet Kjaer & Richter
Malene Pedersen, projektleder, AFRY - Ingeniører

 

 

 

 

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje