Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Borgermøde om bus 400S som hurtigbus

Vejdirektoratet inviterer til borgermøde den 21. oktober om bus 400S som hurtigbus – såkaldt BRT.

BRT står får Bus Rapid Transit. Systemet bygger bl.a. på særlige busbaner, så busserne kan komme hurtigt frem.

Vejdirektoratet har udarbejdet en såkaldt miljøkonsekvensvurdering for en BRT på linje 400S, som kører mellem Ishøj og Lyngby. Den kommer i høring fra 10. oktober 2025 til 5. december 2025. I den anledning inviterer Vejdirektoratet til borgermøde.

Tid og sted for borgermødet

21. oktober 2025 kl. 17-19, Medborgerhuset, Taastrup Hovedgade 71, 2630 Taastrup. Fra kl. 16 er der åbent hus hvor det vil være muligt at få en snak med Vejdirektoratets fagfolk.

Vejdirektoratet har 2023-2025 gennemført en miljøkonsekvensvurdering for en BRT på linje 400S i Ring 4-korridoren mellem Ishøj St. og Lyngby St. Undersøgelsen belyser mulighederne for at anlægge en BRT på strækningen og afdækker konsekvenser inden for natur, miljø, trafik, arealer, anlægsøkonomi m.v.

I forbindelse med offentliggørelsen af miljøkonsekvensvurderingen afholder Vejdirektoratet to borgermøder, hvor BRT-projektet præsenteres, og det er muligt at stille spørgsmål m.m. Det andet borgermøde afholdes i Ballerup den 27. oktober.

På nuværende tidspunkt er der ikke truffet endelig beslutning om at etablere BRT for bus 400S.

Læs mere om projektet på Vejdirektoratets hjemmeside.

Høje-Taastrup med i samarbejde

Hovedstadsområdet udvikler sig hastigt – ikke kun i centrum af København, men også i de omkringliggende kommuner. Det stiller nye krav til den kollektive trafik, især når det gælder rejser på tværs af byområderne. Derfor samarbejder Høje-Taastrup, de øvrige berørte kommuner, MOVIA og Region Hovedstaden om at undersøge mulighederne for en hurtigudgave af bus 400S.

Hvad er BRT?

BRT står for Bus Rapid Transit og er et højklasset, busbaseret transportsystem med et serviceniveau, der minder om letbane. Systemet bygger på særlige busbaner, som sikrer, at busserne ikke påvirkes af den øvrige trafik. Det betyder hurtigere rejsetider, færre forsinkelser og en mere attraktiv kollektiv transport.

Et BRT-system indeholder blandt andet:

  • Egen vognbane kun for busser og prioritet i lyskryds
  • Høj komfort og stor kapacitet
  • Hyppige afgange
  • Stoppesteder med stationslignende faciliteter og niveaufri adgang
  • Integration i bymiljøet og en tydelig identitet

Hvorfor hurtigbusser/BRT?

I dag er det primært S-tog og regionaltog, der sikrer god kollektiv transport langs de såkaldte byfingre i Fingerplanen. Men rejser på tværs af disse fingre – fx mellem kommuner som Høje-Taastrup, Gladsaxe og Ballerup – er ofte præget af trængsel og langsommelighed.

Der kan hurtigbusser være løsningen. Med egne kørebaner, høj komfort og hyppige afgange kan de tilbyde en kollektiv rejseoplevelse, der matcher letbane og tog – og samtidig aflaste vejnettet og mindske biltrafikken.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje