Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

DBU godkender Hele Danmarks Klubhus

Planerne har et samlet budget på mere end 1,2 milliarder kroner og medfører, at der både kommer et nationalt DBU Campus og et regionalt fodboldcenter i Høje-Taastrup Kommune

DBU har nu endeligt godkendt Hele Danmarks Klubhus. Planerne har et samlet budget på mere end 1,2 milliarder kroner og bygger på tre centrale søjler: Legende fodboldmiljøer & Ledelse og Frivillighed, opførelsen af ni regionale fodboldcentre samt etableringen af et stort DBU campus i Høje Taastrup.

Programmet er blevet muligt gennem stor støtte fra LEGO Fonden, Lars Larsen Group A/S og Den A.P.Møllerske Støttefond samt gennem samarbejde og partnerskaber med blandt andre Høje-Taastrup Kommune.

- Hele Danmarks Klubhus bygger på tre søjler, der alle samlet udgør et stærkt fundament for vores ambitiøse mål om at styrke fællesskaber og børns trivsel gennem fodbolden og sikre rammerne for den fortsatte udvikling af vores mange aktive i dansk fodbold. Vi har talt meget om det, men nu kan vi endeligt gå i gang med at føre det ud i virkeligheden,” siger DBU’s formand, Jesper Møller, i en pressemeddelelse.

Også et nyt DBU Fodboldcenter kommer til Høje Taastrup

DBU har med godkendelsen af Hele Danmarks Klubhus også taget et stort skridt mod etableringen af ni nye regionale fodboldcentre, der skal styrke fællesskaber, trivsel og bevægelse i fodbolden over hele landet. Projektet er støttet med 200 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 20 millioner kroner fra DBU.

DBU har godkendt Høje Taastrup som én af ni byer, der er udpeget som placering for et nyt, innovativt DBU Fodboldcenter. Udpegningen bygger både på den geografiske placering samt Høje Taastrup Kommunes engagement og hensigt om at sikre rammerne for et kommende fodboldcenter i byen.

Centrene forventes at stå klar fra slutningen af 2027 og i løbet af 2028. Fodboldcentret i Høje Taastrup forventes at stå klar i 2029 i forbindelse med Campus.

- Nyheden om, at DBU nu har lagt sig fast på beliggenheden hos os, er helt fantastisk. Når hele anlægget er klar til brug, så vil det sætte vores kommune på landkortet på en helt ny måde. Det er samtidig utroligt vigtigt, at DBU har et stort ønske om at invitere vores lokale idrætsklubber til at anvende de fantastiske faciliteter – herunder adskillige kunstgræsbaner og træningsanlæg. Det bliver derfor samlet set et fantastisk løft af vores foreningsliv, at DBU har valgt at placere deres mange aktiviteter hos os, siger fg. borgmester, Kurt Scheelsbeck.

De ni byer, som DBU lægger op til som placeringer for de regionale DBU Fodboldcentre, er Aalborg, Holstebro, Silkeborg, Vejen, Odense, Nykøbing Falster, Høje Taastrup, København og Rønne.

- Centrene er for hele Danmark. Derfor har det været afgørende for placeringerne, at de er let tilgængelige for alle, og at de er åbne for hele det omkringliggende samfund. Vi vil meget gerne have besøg af klubber, skoler, institutioner og foreninger. De erfaringer, vi gør os, må meget gerne kunne bruges af andre dele af samfundet. Fodboldcentrene skal være åbne for hele det omkringliggende samfund – herunder klubber, skoler, institutioner og foreninger i hele regionen, siger Jesper Møller, formand for DBU.

Ved centrene i Høje Taastrup og Silkeborg er det desuden planen at etablere testbaner til udvikling af nye, mere bæredygtige fyldmaterialer til kunstgræs der kan modstå det danske klima.

Nyheden om, at DBU nu har lagt sig fast på beliggenheden hos os, er helt fantastisk. Når hele anlægget er klar til brug, så vil det sætte vores kommune på landkortet på en helt ny måde.

Kurt Scheelsbeck, fg. borgmester

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje