Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Fra filmkulisse til familieboliger

Det tidligere rådhus i Høje-Taastrup Kommune danner ramme om DR’s kommende dramaserie, før omfattende transformation af bygningen til ny bydel med familieboliger går i gang

Når DR i 2026 sender den nye krimiserie Uniformen, vil mange med lokalt kendskab til Høje-Taastrup måske kunne genkende omgivelserne. Store dele af serien er nemlig optaget i Høje-Taastrup Kommune.

Særligt det tidligere rådhus på Bygaden 2, har fået en central rolle som kulisse for serien, der skal forestille at foregå på en politiskole.

Den perfekte lokation

Det tidligere rådhus viste sig at være en perfekt lokation for filmholdet bag Uniformen.

Med sine mange store vinduer, varierende rumtyper og arkitektoniske detaljer tilbød rådhuset en visuel alsidighed, der passede perfekt til seriens univers. Omgivelserne med grønne områder og åbne pladser bidrog desuden til at skabe en autentisk og stemningsfuld ramme for fortællingen om livet på en politiskole.

Det gamle rådhus, som blev opført i 1980, har stået tomt siden februar 2023, hvor kommunen flyttede til det nye rådhus på Rådhusstræde 1 – et moderne og energivenligt byggeri, der er markant mindre i areal, men langt mere bæredygtigt og effektivt indrettet.

Det tidligere Rådhus på Bygaden 2, som bliver brugt som politiskole i DR-serien Uniformen. Foto: Ikano Bolig, Zupply.site

Genbrug med visioner

Det tidligere rådhus, som nu også er blevet brugt som filmkulisse, skal dog ikke rives ned - der er nemlig store planer for bygningen, som er solgt til Ikano Bolig.

Ikano Bolig har i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune og Lendager Arkitekter udviklet en vision for at omdanne det tidligere rådhus til et nyt boligområde kaldet Rådhusbyen.

- Det kunne ikke betale sig for os at renovere det gamle rådhus, hverken økonomisk eller energimæssigt. (...) Jeg og byrådet er naturligvis begejstrede for, at Ikano Bolig har planer om at bruge vores gamle rådhus og grunden til at få erfaring med at omdanne og genbruge udtjente kontor- og erhvervsbygninger til lyse og moderne boliger, Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

Det kunne ikke betale sig for os at renovere det gamle rådhus, hverken økonomisk eller energimæssigt. (...) Jeg og byrådet er naturligvis begejstrede for, at Ikano Bolig har planer om at bruge vores gamle rådhus og grunden til at få erfaring med at omdanne og genbruge udtjente kontor- og erhvervsbygninger til lyse og moderne boliger

Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune

Projektet, der er et af de største af sin slags i Danmark, indebærer, at rådhusbygningen på ca. 17.000 m² transformeres til omkring 200 lejligheder. Derudover opføres ca. 130 nye rækkehuse i området omkring bygningen.

Projektet er udviklet med fokus på bæredygtighed, og målet er at opnå Svanemærkning af boligerne.

Byggeriet starter i 2025

Uniformen, som er produceret af Miso Film, fik lov til at bruge det tidligere rådhus som filmkulisse i foråret 2025 af Ikano Bolig, inden de for alvor går i gang med byggeriet.

Byggeriet, som bevarer bygningen og mange af de eksisterende træer og grønne områder, starter i 2025, og de første rækkehuse ventes klar til indflytning allerede i 2026.

Til dem som ikke er på boligjagt, men mere er på jagt efter underholdende dramaserier, så forventes Uniformen sendt på DR i begyndelsen af 2026.

Visionsbillede af Rådhusbyen, når det tidligere rådhus er forvandlet til familieboliger. Foto: Ikano Bolig, Lendager Arkitekter

Fakta

  • Rådhusgrunden er ca. 100.000 m2, og der bliver både ejer- og udlejningsboliger
  • Ved transformation af det ca. 17.000 m2 store rådhus etableres ca. 200, 2 - 5 værelsers lejligheder, fra ca. 50 - 120 m2
  • Herudover bygges ca. 130, 2 - 5 værelsers rækkehuse, med fokus på lavere klimapåvirkning, i et og to plan, fra ca. 80 - 115 m2
  • Den tidligere varmecentral placeret centralt på grunden omdannes til et bydelshus på ca. 200 m2 for hele bydelen
  • Endeligt etableres der en ny dagligvarebutik på 1.500 m2, på hjørnet af Roskildevej og Halland Boulevard

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje