Høje-Taastrup Bokseklub vinder Idrættens Sociale Pris
Høje-Taastrup Bokseklub er lykkedes med at forene sport, social ansvarlighed og lokalt engagement.
DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris blev uddelt for tredje gang, og det skete ved SPORT 2025 i Boxen i Herning – et gallaevent, der blev vist på DR1 og kan genses på dr.dk/drtv.
- Jeg vil ønske Høje-Taastrup Bokseklub et stort tillykke med den flotte pris. I fortjener den så meget. I står nemlig altid klar til at løfte en særlig opgave, fx at få nye målgrupper ind i foreningsfællesskabet. Tusind tak for det, siger Kurt Scheelsbeck, fg. borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
Stolt formand
Formand for Høje-Taastrup Bokseklub, Kim Kristensen, er selvsagt beæret og stolt på foreningens vegne:
- Det er en stor ære og en dybfølt glæde, at Høje-Taastrup Bokseklub er blevet nomineret til Idrættens Sociale Pris. Det betyder utrolig meget for os at blive set og anerkendt for det arbejde, som hver dag bliver løftet af vores trænere, bestyrelse og frivillige kræfter.
Jeg er stolt af at være formand for en klub, der formår at favne så bredt – fra landsholdsboksere til mennesker med Parkinsons, nytilkomne i foreningslivet og borgere, der bare har brug for et trygt fællesskab.
Det er en fornøjelse at se, hvordan boksningen skaber trivsel, sammenhold og livsglæde på tværs af alder, baggrund og udfordringer.
At blive nomineret blandt så stærke kandidater er i sig selv en kæmpe anerkendelse, og det giver os ny energi til at fortsætte arbejdet for at gøre idræt og fællesskab tilgængeligt for alle.
At vi så endda står her og har VUNDET prisen – det er helt ubeskriveligt. Tusind tak for prisen – og tak til alle, der er en del af Høje-Taastrup Bokseklub og til vores samarbejdspartnere – Høje-Taastrup Kommune, Fritid og Kultur, Sundhedscenteret, DIF Get2Sport og Dansk Bokseunion, som bidrager til, at vi kan gøre en reel forskel i vores lokalsamfund, siger Kim Christensen.
Læs pressemeddelelse fra DIF og se billeder fra prisoverrækkelsen