Høje-Taastrup Kommune udvalgt til ny "Stem & Spar"-ordning: Lavere skat ved højere valgdeltagelse
I et opsigtsvækkende forsøg på at øge valgdeltagelsen ved det kommende kommunalvalg har Indenrigs- og Sundhedsministeriet i dag offentliggjort, at udvalgte kommuner får lov til at afprøve en ny incitamentsordning
Ordningen, kaldet "Stem & Spar", giver tre af landets kommuner mulighed for at koble en højere stemmeprocent sammen med en lavere skatteprocent for borgerne.
Ifølge Gurli Votemore, kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, er formålet med ordningen at styrke demokratiet ved at belønne aktive borgere:
- Vi ønsker at motivere flere til at deltage i demokratiet. Med 'Stem & Spar' får borgerne en direkte økonomisk fordel ved at stemme, hvilket vi håber vil øge engagementet, udtaler hun.
![]()
Kontorchef Gurli Votemore, Indenrigs- og Sundhedsministeriet (foto: ism.dk)
Det krævede et enstemmigt byråd/kommunalbestyrelse at kunne ansøge om at deltage i ”Stem & Spar”-ordningen. Under et lukket punkt på byrådsmødet tilbage i januar enedes byrådet hurtigt om at tilkendegive sin interesse for at medvirke, og det blev straks meddelt Indenrigsministeriet. Og dermed blev Høje-Taastrup Kommune sammen med Rebild og Lolland Kommuner udvalgt til at deltage i den såkaldte prøvehandling.
Procenter op, procent ned
Høje-Taastrup Kommune har oplevet vigende valgdeltagelse ved de seneste kommunalvalg:
- 2021: 58,8%
- 2017: 65,8%
- 2013: 69,1%
Med "Stem & Spar"-ordningen håber kommunen at vende denne nedadgående tendens. For hver procentpoint, stemmeprocenten stiger over 60%, vil kommuneskatten blive reduceret med 0,1 procentpoint det følgende år. Hvis stemmeprocenten når 70,01 %, vil skatten således blive sænket med 1 procentpoint.
Borgmester Michael Ziegler ser positivt på initiativet:
- Det er en win-win situation. Borgerne deltager mere aktivt i demokratiet, og de bliver belønnet økonomisk for deres engagement. Byrådet håber, at dette tiltag vil styrke fællesskabet og demokratiet i vores kommune, siger han.
Det er en win-win situation. Borgerne deltager mere aktivt i demokratiet, og de bliver belønnet økonomisk for deres engagement. Byrådet håber, at dette tiltag vil styrke fællesskabet og demokratiet i vores kommune
Michael Ziegler, Borgmester
Pisk i stedet for gulerod?
Selv om "Stem & Spar"-ordningen fokuserer på belønning, har enkelte politikere og eksperter foreslået det omvendte princip: Hvis stemmeprocenten falder, skal borgerne i stedet "straffes" med en højere skatteprocent. Ideen er, at hvis færre borgere engagerer sig i demokratiet, bør de kollektivt betale en slags "demokratisk bøde" for manglende deltagelse.
Forslaget er dog mødt med en del kritik, da det ville betyde, at alle – også dem, der faktisk stemmer – vil opleve en skattestigning, hvis deres medborgere bliver hjemme på valgdagen.
- En straf ville skabe et socialt pres for at deltage i valget, men i Danmark er vi ikke klar til at tvinge nogen, siger kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Gurli Votemore.
I januar 2023 havde 21 lande love om tvungen stemmepligt. I nogle lande som Australien og Belgien har tvungen stemmepligt ført til valgdeltagelsesprocenter på over 90.
Måske kommer pisken senere, men indtil videre nøjes Indenrigs- og Sundhedsministeriet med at prøve guleroden.
Vind er forsvind
Det er velkendt, at vejret på valgdagen spiller en stor rolle. Dårligt vejr medfører mindre lyst til at forlade sofaen for at begive sig hen til afstemningsstedet. Men det faktum har Indenrigs- og Sundhedsministeriet tænkt sig at tage hensyn til i den endelige udmøntning af Stem&Spar-gevinsten.
- Det vil være tarveligt, hvis der 18. november er meget vind i Høje-Taastrup og solskin som sædvanlig på Lolland. Vælgerne i Høje-Taastrup ville tænke ”vind er forsvind”. Derfor er vi i samarbejde med Danmarks Meteorologisk Institut (DMI) ved at udtænke en beregningsmodel, der kan angive, hvor dårligt vejr, der er konstateret, og hvor meget vejret har påvirket stemmelysten, oplyser Gurli Votemore.
På DMI er det director of infoscreens, Rasl le Hot, der udvikler en beregningsmodel.
- Det er en kompliceret proces at indtænke vind, temperatur, nedbør og chillfaktor for de tre kommuner på valgdagen. Men jeg forventer, at et decideret møgvejr på valgdagen vil betyde, at der kun skal 0,8 procent valgdeltagelse over de 60 procent for at udløse 0,1 procents skattelettelse, spår Rasl le Hot.
Effekten af "Stem & Spar"-ordningen vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside www.htk.dk dagen efter kommunalvalget tirsdag den 18. november.
Fakta
Hvis valgdeltagelsen i Høje-Taastrup Kommune når 72%, vil kommuneskatten blive reduceret med 1,2 procent det følgende år. For en gennemsnitlig børnefamilie med en årlig indkomst på 696.400 kr., vil besparelsen være betydelig.
Udregning:
- Nuværende kommuneskatteprocent: 24,60%
- Ny kommuneskatteprocent: 24,60% - 1,2% = 23,40%
- Årlig skat før reduktion: 696.400 kr. * 24,60% = 171.122,40 kr.
- Årlig skat efter reduktion: 696.400 kr. * 23,40% = 162.957,60 kr.
- Årlig besparelse: 171.122,40 kr. - 162.957,60 kr. = 8.164,80 kr.
En gennemsnitlig børnefamilie kan altså spare 8.164,80 kr. i skat, hvis valgdeltagelsen når 72%.
Familien Vighart fra Fællesskabs Allé i Taastrup kan se frem til en besparelse på godt 8.000 kr., hvis det lykkes at hæve stemmeprocenten til 72 procent på en solskinsdag (foto: privat)