Kom til informationsaften om Juniormesterlære – en ny vej for nysgerrige 8. klasser
Fra januar 2026 kan du som elev i 8. klasse blive en del af Juniormesterlære – et nyt og spændende skoletilbud for dig, der måske drømmer om en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.
Juniormesterlære giver dig mulighed for at kombinere almindelig undervisning med praktisk læring i en virksomhed. Du får hands-on erfaring, møder fagfolk og får en smagsprøve på livet som lærling – alt imens du færdiggør din skolegang.
Derfor inviterer Høje-Taastrup Kommune til informationsaften for elever og forældre:
Onsdag den 19. november 2025 kl. 17.00-18.00, Byrådssalen, Rådhuset
Der er ingen tilmelding nødvendig – man møder bare op.
Til mødet kan du høre mere om Juniormesterlære i Høje-Taastrup Kommune, og hvordan man som elev kan blive en del af ordningen fra januar 2026. Repræsentanter fra Unge- og Uddannelsescentret og Skoleområdet fortæller om mulighederne og svarer på spørgsmål.
- De første elever i juniormesterlære startede efter sommerferien 2025. Elever, virksomheder og lærere fortæller om super gode oplevelser. Nu får elever i byens nuværende 8. klasser endnu en chance for at komme i gang. Her i Høje-Taastrup Kommune tror vi meget på denne unikke mulighed for vores unge, siger Søren Tholstrup, Sekretariats- og programleder i Unge- og Uddannelsescentret.