Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presserum Nyheder og aktuelt Livesending, klimaudfordringer og meget mere på livlig Læringsfestival

Livesending, klimaudfordringer og meget mere på livlig Læringsfestival

5. årgang sendte live mellem Bellacentret og Læringshuset, og andre klasser bød på oplæsning, escaperoom, cirkus m.m. ved Læringshusets læringsfestival.

En gruppe elever fra 5. klasse er samlet om et bord foran en stor skærm.

5. klasserne deltog i to læringsfestivaler samtidig og sendte live mellem Lærfest'24 i Bellacentret og Læringshusets egen læringsfestival forleden. (Foto: Høje-Taastrup Kommune).

Der blev budt på alt fra livesending til og fra den nationale læringsmesse Lærfest ’24 i Bellacentret, præsentationer på skærme, plancher, i bøger, tegneserier m.m. og cirkusforestillinger, oplæsninger, escape room og meget mere, da Læringshuset i Nærheden torsdag endnu engang holdt Læringsfestival. Her viste elever fra 0.-9. klasse deres forældre, søskende og andre interesserede, hvad de har lært og arbejdet med i deres seneste projektforløb – et arrangement, der som husets tidligere læringsfestivaler trak et stort publikum.

Alle årgange har under det fælles tema ”Kultur” i høj grad arbejdet videre på basis af emner fra skolens store, fælles litteraturfestival i uge 5 i år.

Fx havde 0. klasserne arbejdet videre med børnebogen ”Mørkemusen” fra deres litteraturforløb. Klasserne havde de stillet sig selv spørgsmålet ”Hvordan kan vi som scenekunstnere lave billedbogen ”Mørkemusen” om til et rum, hvor vi kan sanse, føle og spille teater for festivalgæsterne?”. Det resulterede i både sanseoplevelser, udstilling og forestillinger for festivalgæsterne.

Og 1. klasserne havde stillet sig selv spørgsmålet ”Hvordan kan vi som cirkusartister samarbejde om at få festivalgæsterne i bedre humør end de var, da de kom?” og løste opgaven ved at forvandle skolens store idrætssal til et stort cirkusrum med flot underholdning af dygtige cirkusartister, masser af boder og festlig musik.

Samtidig del af national læringsfestival

5. klasserne havde delt sig op og deltog på samme tid i både Læringshusets egen læringsfestival og den nationale læringsfestival Lærfest ’24 i Bellacentret og sendte live begge steder, så gæsterne på klassens stande kunne opleve både begivenhederne i Bellacentret og i Læringshuset. Begge steder præsenterede 5. årgang deres kunstprojekt, hvor de har arbejdet med AI/3D-kunstprojekt, som er blevet til i samarbejde med kunstner Morten Modin. 

Både 3. og 6. klasserne havde arbejdet med klima og bæredygtighed og inviterede festivalgæsterne til at blive klogere på udfordringerne såvel som at tænke mere over, hvordan vi hver især kan bidrage til løsninger.

På 8. årgang havde eleverne arbejdet med, hvordan unge opfatter Vestegnen, og hvordan opfattelsen kan ændres til at se Vestegnen som et attraktivt sted for unge.

Aktive gæster

Ovennævnte og øvrige klasser inviterede i stor stil festivalgæsterne til at deltage aktivt i de mange stande og opvisninger, og elever tog imod ved skolens indgangsdør og tilbød sig som guider rundt på Læringsfestivalen, der i lighed med de tidligere var særdeles velbesøgt.

S evt. tre minutter farverig video fra Læringsfestivalen her: https://www.facebook.com/laeringshusetdk (opslag fra 14. marts). 

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje