Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Mere økologisk og klimavenlig mad i kommunens køkkener

I 2025 tager Høje-Taastrup Kommune et stort skridt mod mere økologisk og klimavenlig mad i de kommunale køkkener. Et nyt samarbejde med Meyers Madhus skal styrke den grønne omstilling og mindske madspild – til glæde for miljøet og borgerne

Det nye samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune og Meyers Madshus skal fremme omlægningen til flere økologiske fødevarer i seks udvalgte køkkener – fra børnehaver til kulturhuse.

Det sker som led i kommunens klimaplan, hvor målet er at reducere CO₂-udledningen og fremme bæredygtige måltider i det offentlige.

I løbet af året får køkkenerne besøg af Meyers Madhus, som i tæt samarbejde med køkkenpersonalet gennemgår indkøb, madplaner og madspild. Forløbet tilpasses det enkelte køkken og omfatter blandt andet workshops, rådgivning, indkøbsanalyser og en ekskursion til et økologisk landbrug.

- Vi har længe haft fokus på mad og måltidsprincipper i vores kommunale dagtilbud, hvor vi arbejder ud fra De Officielle Kostråd, der både er godt for vores sundhed og klimaet. Sund og velsmagende mad er vigtig for børns udvikling. Nu løfter vi blikket mod både vores ældre på plejehjemmene, gæsterne i kulturhusenes cafeer og medarbejderne på Rådhuset. Alle skal inspireres til at spise endnu mere velsmagende og grønne måltider, udtaler Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

Vi har længe haft fokus på mad og måltidsprincipper i vores kommunale dagtilbud, hvor vi arbejder ud fra De Officielle Kostråd, der både er godt for vores sundhed og klimaet. Sund og velsmagende mad er vigtig for børns udvikling. Nu løfter vi blikket mod både vores ældre på plejehjemmene, gæsterne i kulturhusenes cafeer og medarbejderne på Rådhuset. Alle skal inspireres til at spise endnu mere velsmagende og grønne måltider

Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune

Projektet handler ikke om at fjerne klassiske retter – men om at udvide mulighederne med flere økologiske og grønne alternativer, der både smager godt og gør en forskel for klimaet. Det enkelte køkken bevarer friheden til at sammensætte måltider, der passer til brugernes ønsker og behov.

Ambitiøst mål

Det forventes, at det årlige indkøb af økologiske varer stiger fra 35 til 64 tons. Det vil komme de estimerede 691.400 måltider, der årligt serveres i de deltagende køkkener, til gavn – og inspirere både borgere og medarbejdere til at vælge grønnere og mere bæredygtigt.

Projektet løber i hele 2025 og er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug med 453.000 kr. gennem EU’s genopretningsplan - NextGenerationEU.

Medarbejdere fra Caféerne i Medborgerhuset og Taastrup Kulturcenter deltager i projekt Økologi og Madglæde i samarbejde med Meyers Madhus

Disse køkkener deltager i projektet:

  • Rådhuskantinen
  • Centralkøkkenet på Henriksdal Plejecenter
  • Børnehuset Blåkilde
  • Børnehuset Klatretræet
  • Caféerne i Medborgerhuset og Taastrup Kulturcenter

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje