Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presserum Nyheder og aktuelt Motion og fællesskab trækker: Medlemstallet stiger i idrætsforeningerne

Motion og fællesskab trækker: Medlemstallet stiger i idrætsforeningerne

Idrætsforeningerne i Høje-Taastrup Kommune fik 1.293 flere medlemmer i 2023.

En gruppe løbere passerer Flintesø i Hedeland.

Motion og fællesskab trækker medlemmer til idrætsforeningerne i Høje-Taastrup Kommune. Her er Løbeklubben Fløng Kondi ved Flintesø i Hedeland. (Foto: Ulrik M. Eriksen, SEES Media).

Motion og fællesskab trækker, og medlemstallet stiger i idrætsforeningerne i Høje-Taastrup Kommune. Den glædelige udvikling ses i opgørelser både fra DIF (Danmarks Idrætsforbund) og DGI (Danmarks Gymnastik- og Idrætsforeninger) og fra Høje-Taastrup Kommune.

DIF og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang – også lokalt i Høje-Taastrup Kommune. DIF/DGI’s tal viser en stigning på 1.293 flere medlemmer, så der nu tilsammen er 18.776 medlemmer i kommunens idrætsforeninger under DIF og DGI.

Dertil kommer et antal idrætsforeninger, som ikke er tilsluttet DIF eller DGI: Høje-Taastrup Kommune har således registreret 19.627 medlemmer i de lokale idrætsforeninger. Det svarer til, at 35,5 % af kommunens borgere er medlemmer af en idrætsforening.

Med stigningen følger Høje-Taastrup Kommune landstendensen: På landsplan har foreningerne i DIF og DGI fået yderligere 85.261 medlemmer og det samlede medlemstal er nu oppe på 2.424.915.

Kæmpestor tak og ros til ildsjæle 

Formand for Fritids- og Kulturudvalget i Høje-Taastrup Kommune, Toke Elling, roser de lokale foreningers indsats:

- Vi har et fælles fokus, på tværs af alle områder her i Høje-Taastrup Kommune, på at få flere med i sunde og sociale fællesskaber. Vi har gode samarbejder med mange frivillige foreninger, der arbejder benhårdt på at udvikle og styrke deres aktiviteter, nå nye målgrupper og tage rigtig godt imod nye medlemmer.  

- Det er fantastisk at se, at det lykkes for foreningerne at få flere med, og de flotte medlemstal giver anledning til at sende en kæmpestor tak og ros til alle de ildsjæle i foreningerne, der gør en kæmpe indsats.

- Vi har særligt fokus på børn og unge og voksne, der ikke har fundet vej ind i foreningslivet og glæder os til at være med til at gå nye veje for at få endnu flere med i de fantastiske fællesskaber, afslutter Toke Elling.

Udvalgsformanden opfordrer til, at interesserede finder vej ind i det lokale idrætsliv fx via kommunens hjemmeside: www.htk.dk/aktiv.

Gode tilbud og vigtige frivillige  

I 2019 var der for første gang over 2,3 millioner medlemmer i idrætsforeningerne under DIF og DGI på landsplan. Under corona knækkede kurven for en stund, men efter pandemien gik det fremad igen, og nu er tallet altså for første gang over 2,4 millioner medlemmer.  

- Året 2023 har været et bemærkelsesværdigt år, hvor vi atter har oplevet en opblomstring i foreningslivet. Det afspejler sig både i de netop offentliggjorte medlemstal, men også i de mange, glade udøvere, der fylder haller, opvisningsgulve og boldbaner med smittende energi rundt omkring i landsdelen. Den positive medlemsfremgang er takket være de mange frivillige, der lægger liv og sjæl i at gøre noget godt for andre, og det fortjener kæmpe anerkendelse, siger bestyrelsesformand i DGI Midt- og Vestsjælland, Anne Grethe Thede Jensen.

Også hos DIF og formand Hans Natorp er der glæde over den nationale udvikling i medlemstallene:   

- Vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. De mange gode tilbud i idrætsforeninger appellerer bredt, og vi må igen bare kippe med hatten og sende en særlig tak til de mange frivillige. Det er dem, der får det hele til at glide ude i foreningerne, siger Hans Natorp.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje