Ny ældrereform på vej – også i Høje-Taastrup Kommune
I Høje-Taastrup Kommune arbejder vi målrettet på at skabe en ældrepleje, hvor borgerne oplever færre skift i personalet og større indflydelse på egen pleje.
Ældrereformen sætter en ny retning for fremtidens ældrepleje.
- Det er målet at etablere borgernære teams i hjemmeplejen, som giver borgerne mulighed for at blive mødt af kendte ansigter og mere tværfaglige og sammenhængende forløb, siger Charlotte Kaaber, centerchef for Sundhed- og Omsorg i Høje-Taastrup Kommune.
Mere selvbestemmelse og tryghed i ældreplejen
Den 1. juli 2025 træder den nye ældrereform i kraft i hele landet. I Høje-Taastrup Kommune er vi allerede godt i gang med forberedelserne til at indføre reformen, som skal sikre en mere sammenhængende, nærværende og borgernær ældrepleje.
Målet med reformen er klart: Mere selvbestemmelse for borgerne, et øget fokus på helhed i plejen og tættere samarbejde med pårørende og civilsamfundet.
Ingen skal bekymre sig
De borgere, der modtager hjemmepleje, skal ikke selv gøre noget i forbindelse med reformen. Kommunen tager ansvar for implementeringen og vil løbende informere de berørte borgere, efterhånden som ændringerne bliver aktuelle.
Medarbejderne i ældreplejen er allerede i gang med undervisning og forberedelser, så overgangen sker trygt og professionelt.
Fakta om ældrereformen
- Træder i kraft 1. juli 2025
- Kommunerne har 1,5 år til at implementere reformen
- Fokus på selvbestemmelse, faglighed og sammenhæng
- Tættere samarbejde med pårørende og lokalsamfund