Ny Fællesskabspakke skal styrke det lokale engagement
Fællesskabspakken præsenteres ved åbningen af Frivilligugen mandag den 22. september kl. 15.00–18.30
Hvordan skaber vi meningsfulde fællesskaber og en kommune, hvor alle føler de kan gøre en forskel i deres kvarter? Svaret kan være Fællesskabspakken – nye initiativer skal gøre det nemmere for borgere, foreninger og lokale ildsjæle at styrke fællesskabet dér, hvor de bor.
- Vi tror på, at de stærkeste fællesskaber opstår lokalt – dér hvor mennesker bor og lever deres liv. Med Fællesskabspakken lytter vi først og fremmest til borgerne, for det er dem, der har de gode idéer. Vi håber, alle har lyst til at være med, siger Kurt Scheelsbeck, fg. borgmester, Høje-Taastrup Kommune.
Fællesskabspakken præsenteres ved åbningen af Frivilligugen
Mandag den 22. september kl. 15.00–18.30 bliver Fællesskabspakken præsenteret som en del af åbningen af Frivilligugen. Det sker ved Artable og Skaterparken, Parkstrøget 5.
- 15.00-16.00: Fotoudstillingen åbner - bobler og snacks
- 16.00-16.15: Åbningstale v. Toke Elling
- 16.15-16.40: Lommepengeprojektet fortæller – der bydes på pandekager og smoothies
- 16.40-17.10: Hvordan kan vi tænke frivillighed og fællesskaber på nye måder? v. Ole Nilsson, leder af Café Paraplyen og Bent Mariager, stifter af Grønne Nabofællesskaber
- 17.10-18.30: Netværk / mød Ole Nilsson og Bent Mariager
Alle er velkomne – der er ingen tilmelding, du møder bare op.
Vi tror på, at de stærkeste fællesskaber opstår lokalt – dér hvor mennesker bor og lever deres liv. Med Fællesskabspakken lytter vi først og fremmest til borgerne, for det er dem, der har de gode idéer. Vi håber, alle har lyst til at være med
Nye initiativer i Fællesskabspakken
Med Budget 2025 har Byrådet afsat 2,7 mio. kr. til nye initiativer:
- Kvarterer der engagerer – skal skabe lokal handlekraft og invitere borgerne til at bidrage til fællesskaber omkring grøn omstilling, unges trivsel og sundhed i deres nærområder.
- Fællesskabsguider og Fællesskabsambassadører – guiderne skal hjælpe borgere med at føre idéer ud i livet og opbygge meningsfulde fællesskaber. Ambassadørerne skal hjælpe guiderne og bidrage til at sprede engagementet i deres kvarter.
- Initiativpulje – en ny pulje, der understøtter borgernes egne idéer og lokale projekter.
Partnerskab med civilsamfundet
For at komme godt fra start vil kommunen indgå partnerskaber med to organisationer med stor lokal erfaring. Det er ”Grønne Nabofællesskaber”, der skaber netværk og fællesskaber om grønne aktiviteter som reparationscafeer, byttemarkeder og fællesspisning. Og så er det KFUM’s Sociale Arbejde (Paraplyen i Taastrup), som gennem initiativet Social Drive Out hjælper udsatte borgere videre til fællesskaber, sundhedstilbud og fritidsaktiviteter.
- Paraplyen i Taastrup er et stærkt fællesskab i lokalsamfundet, hvor diversitet er vores styrke. Her er der plads til alle, og alle bidrager med noget værdifuldt i vores projekter, siger Ole Nilsson, leder af Værestedet Paraplyen i Taastrup.
- Mange vil gerne være frivillige og gøre en forskel i deres lokalsamfund, og i Grønne Nabofællesskaber har vi netop skabt denne mulighed for at folk kan mødes med andre i deres lokalområde og gøre en stor forskel, siger Bent Mariager, initiativtager og talsperson for Grønne Nabofællesskaber.
Samarbejdet med organisationerne skal sikre, at borgernes egne idéer og initiativer får de bedste rammer og støtte fra både kommune og civilsamfund.
Frivilligugen