Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presserum Nyheder og aktuelt Samarbejde på tværs af kommunegrænser sikrer fjernvarme til landsbyer

Samarbejde på tværs af kommunegrænser sikrer fjernvarme til landsbyer

Et unikt samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune, Greve Kommune og Høje Taastrup Fjernvarme skal sikre fjernvarme til landsbyerne Reerslev, Stærkende og Tune.

Landsbyerne Reerslev, Stærkende og Tune får nu fjernvarme, fordi Greve Kommune, Høje-Taastrup Kommune og Høje Taastrup Fjernvarme A.m.b.a. er gået sammen om et unikt projekt, som betyder, at de små byer kan komme ind i et sammenhængende fjernvarmesystem. 

Det er første gang, at et forbrugerejet fjernvarmeselskab går på tværs af kommunegrænser og tilbyder fjernvarme til landsbyer i to kommuner. Dermed kan ca. 6.000 borgere nu se frem til blive tilsluttet fjernvarme i 2025-2028. 

I Høje-Taastrup Kommune glæder borgmester Michael Ziegler sig over, at stadig flere borgere i kommunen tilbydes fjernvarme:

“Vi har et særligt godt samarbejde med Høje Taastrup Fjernvarme, som betyder, at vi allerede er langt med olie- og gaskonvertering i kommunen. Med den nye aftale og samarbejde over kommunegrænsen får yderligere to landsbyer i kommunen nu tilbudt fjernvarme.”  

Hans kollega i Greve Kommune, Pernille Beckmann, er særlig glad for, at yderområderne kommer med ind i fjernvarmenettet: 

“I Greve Kommune arbejder vi for, at alle borgere får en bæredygtig hverdag. Derfor er jeg glad for at vi med dette nyskabende samarbejde kan tilbyde Tune-borgerne fjernvarme”, siger hun. 

Den nye fjernvarmeudbygning hos Høje Taastrup Fjernvarme omfatter en knap 6 km lang hovedledning til Tune som kobles på en eksisterende fjernvarmeledning i Hedehusene samt stik- og fordelingsledninger i de tre landsbyer. 

Fjernvarmeudbygningen omfatter ca. 2.300 eksisterende ejendomme, hovedsageligt villaer og rækkehuse, men også et butikscenter, skoler og erhvervsbygninger, og med den aktuelle store interesse for fjernvarme forventes projektets målsætning om kundetilslutning på 80% at kunne opfyldes inden for en 5-års periode. Det forventes at medføre en årlig reduktion på omkring 7.500 tons CO2 samlet set i de to kommuner ved fuld udbygning. 

Og Nils Olsen, bestyrelsesformand i Høje Taastrup Fjernvarme, er åben for mere samarbejde på tværs af kommunegrænser:  

”Jeg er stolt over, at vi som forbrugerejet selskab viser vejen, og ikke er bange for at give plads til nye andelshavere – også nogle fra en anden kommune. Høje Taastrup Fjernvarme har med gaskonverteringerne i Hedehusene, Fløng og Sengeløse vist, at vi bidrager til at fjerne fossil naturgas fra forsyningspaletten. Det gør vi gerne også andre steder, når business-casen er positiv for både eksisterende og nye kunder, som det er tilfældet med Reerslev, Stærkende og Tune.”   

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje