Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presserum Nyheder og aktuelt Stor uddannelsesaften for elever i 9. og 10. klasse og deres forældre

Stor uddannelsesaften for elever i 9. og 10. klasse og deres forældre

En lang række uddannelsesinstitutioner og virksomheder inviterer elever og forældre i Høje-Taastrup Kommune til inspirerende uddannelsesaften torsdag den 21. september.

Unge og deres forældre kan møde bl.a. politiet, forsvaret, de maritime uddannelser, håndværkerfagene, service- og sundhedsfag m.m. og en række virksomheder til Uddannelsesaften på Høje-Taastrup Gymnasium på torsdag den 21. september 2023 kl. 18-21. (Foto: Rigspolitiet).

”Kom til uddannelsesaften og bliv inspireret og udfordret. Husk, at tage enten din mor eller far med”, lyder det i en invitation til alle 9.- og 10. klasseelever i Høje-Taastrup Kommune.

Høje-Taastrup Kommunes Ungecenter har igen i år sammen med en lang række samarbejdspartnere tilrettelagt en stor uddannelsesaften for eleverne på både de kommunale og de private skoler. Her er fokus både på de unges uddannelsesveje efter grundskolen og 10. klasse, men i høj grad også på de karriereveje, uddannelserne kan føre til.

På uddannelsesaftenen kan eleverne møde en lang række uddannelsesinstitutioner inden for fx det tekniske område, søfart, servicefag og sundhed og blive klogere på karriereveje hos Politi og Forsvar, DSV, Salling Group og andre virksomheder.

Det hele finder sted torsdag den 21. september kl. 18-21 på Høje-Taastrup Gymnasium, som lægger hus til det fælles arrangement og er med til at sørge for alt det praktiske omkring arrangementet.

Mød studerende, undervisere og virksomheder

Eleverne i 9.- og 10.-klasse og deres forældre møder både undervisere, studievejledere og unge, der er i gang med uddannelserne. Tilsvarende møder de repræsentanter fra de mange forskellige virksomheder, der er med på uddannelsesaftenen.

I gymnasiets auditorium kan skoleeleverne og deres forældre se film om forskellige brancher og møde unge, der er i uddannelse inden for disse fagområder.

Og på gymnasiets store ”Torv” kan elever og forældre møde både uddannelser, lokale virksomheder, FGU-skolen og kommunens uddannelsesvejledere.

Uddannelsesaftenen skal inspirere 9.- og 10.-klasseeleverne i forhold til den uddannelsesvej, de ’lige om lidt’ skal vælge, og som mange er lidt tøvende over for. Målet er, at denne inspirationsaften er med til at åbne de unges øjne for, hvor mange forskellige slags uddannelser og karriereveje, der findes.

Følgende virksomheder og uddannelsesinstitutioner deltager:

Høje-Taastrup Gymnasium, SOSU H, Videnscenter For Velfærdsteknologi, Team Sundhed og Udvikling HTK, Taxhuset HTK, Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere (KU), TEC Erhvervsuddannelser, NEXT Erhvervsuddannelser, Roskilde Handelsskole, Roskilde Tekniske Skole, NEXT - Sydkysten Gymnasium, NEXT - Vestskoven Gymnasium, Vestegnen HF & VUC, ZBC (erhvervsakademiuddannelser), FGU-Høje-Taastrup, LINIE 10, Hovedstadens Letbane, Politiet, Forsvaret, DSV, Simac, Salling Group, Scandic Hotels - Glostrup og Hvidovre, Wicotec Kirkebjerg og Juice It Galore.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje