Velkommen til borger nr. 60.000 i Høje-Taastrup
Høje-Taastrup Kommune har rundet en stor milepæl. Borger nr. 60.000 er fundet, og han hedder Kaj
For fem uger siden kom Kaj Knudsen til verden og blev dermed borger nr. 60.000 i Høje-Taastrup Kommune. Derfor blev han fejret med besøg af fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck og kommunaldirektør Lars Holte. Du kan se videoen derfra nederst på siden.
- Det er en særlig begivenhed, når vi som kommune kan byde borger nummer 60.000 velkommen. Det vidner om, at Høje-Taastrup er et sted, hvor mennesker vælger at slå sig ned og skabe deres hverdag. Det er glædeligt at se, hvordan nye familier som Maggies, Nicolais, Grys og Kajs hurtigt bliver en del af det lokale fællesskab, siger fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck.
En kommune med vækst
Både Maggie og Nicolai kommer oprindeligt fra Falster, men de byttede i 2021 deres lejlighed på Nørrebro til en patriciervilla nær Taastrup Station.
På den måde er de typiske for en del af de tilflyttere, som kommunen har arbejdet på at tiltrække de seneste 10 år. Og som har været med til at gro Høje-Taastrup Kommune fra 55.000 til 60.000 alene de seneste to år.
Det har længe været kommunens ambition at tiltrække at fastholde borgere, så vi sikrer en god sammensætning socialt og økonomisk i kommunen.
En del af strategien med at vokse kommunen stærkere har været baseret på at udvide boligmassen. Særligt i de nyopførte kvarterer Nærheden, ved Hedehusene, og Taastrup C omkring City 2, hvor kommunens nye rådhus også er bygget.
- Der er gået stærkt med udviklingen af vores kommune de seneste år. Vores store byudviklingsområder - Nærheden og Høje Taastrup C - er næsten i mål, og derfor forventer vi også i den kommende periode at bremse op, når det gælder om at udbygge kommunen, siger fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck.
Der er gået stærkt med udviklingen af vores kommune de seneste år. Vores store byudviklingsområder - Nærheden og Høje Taastrup C - er næsten i mål, og derfor forventer vi også i den kommende periode at bremse op, når det gælder om at udbygge kommunen
Fra brokvarter til børnevenlighed
For Kajs familie var det behovet for en mere børnevenlig hverdag, der fik dem til at flytte til Høje-Taastrup Kommune.
- Vi ville have luft omkring os, bedre plads til familien og en børnevenlig hverdag. Og det kunne Taastrup for os, siger Maggie Knudsen.
- Vi har fået ro og en have, men arbejder stadig i København. Infrastrukturen gør det nemt. 35 minutter, så er man på arbejdet inde i København, siger Nicolai Knudsen.
Et aktivt familieliv i lokalområdet
Storesøster Gry går til svømning og har tidligere gået til gymnastik. Familien kommer Medborgerhuset og sætter pris på lokale begivenheder som høstmarked og juletræstænding, der alle er tæt på hjemmet.
– Det skulle være noget andet end et parcelhuskvarter. Vi bor tæt på byen og bruger biblioteket meget, og vi hilser på kassedamen i Netto og naboen over hækken. Det er nærmest så idyllisk, som det kan blive, afslutter Maggie.