Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presserum Nyheder og aktuelt Vestegnens Kulturuge går på opdagelse – også i Høje-Taastrup Kommune

Vestegnens Kulturuge går på opdagelse – også i Høje-Taastrup Kommune

Oplev forrygende Copenhagen Drummers i Hedehusene Bypark, kom med på kunstvandring, kulturarrangement på det nye rådhus og meget mere.

Copenhagen Drummers forrygende lyd- og lysshow kan opleves i Hedehusene Bypark den 14., 15. og 16. september - hver aften kl. 20.30. (Foto: Morten Rygaard).

Fra fredag den 8. september til og med søndag den 17. september går Vestegnens Kulturuge 2023 på opdagelse i kommunerne Vallensbæk, Ishøj, Albertslund, Hvidovre og Høje-Taastrup. Både professionelle kulturaktører, offentlige institutioner, frivillige og kunstnere tilbyder forskellige arrangementer for børn og voksne.

Årets highlight er Copenhagen Drummers, som kan opleves i et lys- og lydshow i Hedehusene Bypark (ved Fritidshuset Hedehusene). Showet er gratis og kan opleves den 14., 15. og 16. september – hver aften kl. 20.30. Arrangørerne er Taastrup Teater & Musikhus, Kulturhusene og Høje-Taastrup Bibliotekerne.

Kunstvandring

Man kan også opleve kunstværket ”Multitudes”, som består af en serie af skulpturer i Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj, Albertslund og Høje-Taastrup Kommune. Skulpturerne kan ses fra hele uge 37 og frem. Fx i Høje-Taastrup ved at gå med på en byvandring med arkivleder Lars Spatzek onsdag den 13. september. Turen starter kl. 16.30 ved Taastrup Bibliotek og slutter ved Børne- og Kulturhuset, hvor billedkunstner Sofie Amalie Andersen fortæller om skulpturerne.

For dem, der gerne vil være kreative, er der mulighed for at møde op i Medborgerhuset den 11. og den 14. september. Her står Fristedet for en workshop, hvor man kan gå på opdagelse i sit eget hjem og male med vatpinde.

Thomas Kluge på det nye rådhus

Onsdag den 12. september er der kunstforedrag med Thomas Kluge og let loungemusik med den unge trio Sonor Trio. Arrangementet foregår i byrådssalen på rådhuset. Bemærk, at der skal købes billet til arrangementet via kulturhusenes hjemmeside. Arrangørerne er Taastrup Kunstforening, Kunstforeningen Foyeren og Kunstforeningen Humlen.

Der kan opleves meget mere musik, kunst, dans, optrædener og kreative aktiviteter. Det lokale program for Vestegnens Kulturuge i Høje-Taastrup Kommune kan hentes på bibliotekerne og i kulturhusene. Program for den samlede Vestegnens Kulturuge 2023 kan findes på www.vkir.dk. De lokale arrangementer kan også ses i app'en OplevHTK.

Kulturoplevelser er et mødested

Borgmester Michael Ziegler opfordrer til, at vi tager hinanden under armen og også har samtaler med nye mennesker til arrangementer under Vestegnens Kulturuge. Han siger:

”Vestegnens Kulturuge er en anledning til at tage familie og venner med ud for at opleve et udvalg af den kunst og kultur, som vi har i kommunen. Den er også en anledning til at mødes med andre end dem, vi kender i forvejen og lade indtryk og fælles oplevelser være kickstarter for en samtale.”

Særligt i 2023: Multitudes – fra betongris til kunstværk

Det særlige for Vestegnens Kulturuge i 2023 er skulpturserien Multitudes af billedkunstner Sofie Amalie Andersen.

Skulpturserien, som kan opleves i Ishøj, Vallensbæk, Albertslund, Hvidovre og Høje-Taastrup Kommuner, tager afsæt i det velkendte afspærringselement, der benævnes betongris. Med kunstværket ønsker kunstneren at bringe det overraskende, det sjove, det poetiske og det skinnende, det stærke og det utallige frem i betonen. Et materiale, der med tiden er blevet en slags identitetsmarkør, der binder dele af Vestegnen sammen, men som i skulpturserien Multitudes får nyt liv ved at åbne for nye perspektiver.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje