Forslag til lokalplan 1.90 for Vesterparken 5 og kommuneplantillæg nr. 16
Byrådet har den 28. januar 2026 godkendt forslag til lokalplan 1.90 for Vesterparken 5 samt forslag til kommuneplantillæg nr. 16.
Lokalplanen fastlægger rammerne for opførelse af en etageejendom med syv boliger i Taastrup Bymidte og omfatter to delområder, hvor ny bebyggelse udelukkende planlægges i delområde 1. Delområde 2 består af det eksisterende apotek ved Taastrup Hovedgade.
Lokalplanens indhold
Lokalplanen skal sikre en harmonisk og rolig arkitektur, der tilpasses områdets karakter og udtryk. Herudover skal lokalplanen sikre etablering af tilstrækkelige parkeringsarealer samt grønne udendørs opholdsarealer af høj kvalitet, som medvirker til, at området fremstår åbent og levende.
Der fastlægges en maksimal byggeret på 780 m² bruttoetageareal og en maksimal bygningshøjde på 13,75 meter. Byggeriet skal udføres med mansardtag, tagkviste samt delvist indbyggede altaner og terrasser. Der stilles herudover krav til materialevalg, og at facaderne udføres i jordnære farver med en harmonisk rytme i vinduer og altaner.
For delområde 1 fastsætter lokalplanen en parkeringsnorm på mindst én parkeringsplads pr. bolig samt mindst én handicapparkeringsplads. Derudover skal der etableres cykelparkering svarende til mindst to pladser pr. bolig. For delområde 2 skal parkering ske via det kommunale parkeringsareal nord for lokalplanområdet.
Tillæg nr. 16 til Kommuneplan 2021
Formålet med tillægget er at ændre i rammebestemmelse ved Vesterparken 5 for at give mulighed for en større bebyggelsesprocent og maksimalt tilladt antal etager. Tillægget udarbejdes i forbindelse med nærværende lokalplan og udarbejdes på baggrund af en ønsket ændring i anvendelse for området.
Offentlig høring med frist den 9. marts
Forslag til lokalplan 1.90 for Vesterparken 5 og tillæg nr. 12 er fremlagt i offentlig høring fra den 2. februar 2026 til den 9. marts 2026.
Læs Forslag til lokalplan 1.90 for Vesterparken 5 og Forslag til kommuneplantillæg nr. 16 her eller på Plandata.dk
Bemærkninger eller ændringsforslag sendes til bmc@htk.dk eller til Høje Taastrup Kommune, Rådhusstræde 1, 2630 Taastrup og skal være modtaget på rådhuset senest den 9. marts 2026. De vil herefter indgå i Byrådets behandling af sagen.
Vi gør opmærksom på, at alle høringssvar vil blive offentliggjort i fuld længde i forbindelse med Byrådets behandling af planen.
Midlertidige retsvirkninger
Offentliggørelsen af lokalplanforslaget, som sker med annonceringen den 2. februar 2026, medfører i henhold til Planlovens § 17 et midlertidigt forbud mod, at ejendomme omfattet af planen bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der kan foregribe den endelige plan. De midlertidige retsvirkninger gælder fra den 2. februar 2026 og indtil lokalplanen er vedtaget endeligt, dog højst indtil et år efter offentliggørelsen af lokalplanforslaget.
Miljøvurdering af lokalplan 1.90 for Vesterparken 5
Kommunen skal i henhold til Miljøvurderingsloven (LBK nr. 1976 af 27/10/2021) foretage en miljøvurdering af planerne. Der er gennemført en såkaldt miljøscreening af lokalplan 1.90 for at vurdere behovet for at udarbejde en miljøvurdering. Konklusionen på screeningen er, at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering af lokalplanen.
Læs Miljøscreening af lokalplan 1.90 for Vesterparken 5.
Klagevejledning til klage over miljøscreening af lokalplan
Kommunens afgørelse om ikke at udarbejde en miljøvurdering kan, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), påklages efter miljøvurderingslovens § 48, stk. 1. Læs Klagevejledning til klage over miljøscreening efter planloven