Lettilgængeligt Tilbud for Mental Sundhed - forældre
Er du bekymret for dit barns psykiske trivsel?
Det kan fx være du oplever, at dit barn:
- ofte føler sig nedtrykt, umotiveret eller ked af det
- går med store bekymringer, der gør hverdagen svær
- har fået et svært forhold til mad eller undgår at spise
- har svære følelser, der fører til selvskade
- har gentagne tanker og handler, der tager styringen
- har problemer med uro, opmærksomhed eller impulsivitet
- er fysisk utilpas og sover dårligt
Så kan det være, at "Svære følelser" er et tilbud, der er relevant for dit barn.
Hjælp til svære følelser tilbyder forebyggende hjælp og lettere behandling mod psykisk mistrivsel blandt børn og unge i aldersgruppen 3-17 år, der har bopæl i Høje-Taastrup Kommune.
Der er mange former for psykisk mistrivsel, og det kan være svært at vide, om der er brug for at søge professionel hjælp. Forbigående mistrivsel kan være en almindelig og naturlig del af at være barn og ung. Men mistrivslen kan komme til at fylde for meget i hverdagen, så deltagelse i almindelige hverdagsaktiviteter bliver udfordrende.
Find behandlingstilbud til dig og dit barn
Hvis du er i tvivl, om der er tale om psykisk mistrivsel, der bør behandles, kan du ringe og aftale tid til en samtale med en af vores psykologer. Psykologen kan hjælpe med at afklare, om behandling i "Svære følelser" er noget for barnet eller den unge. Psykologen kan også hjælpe med at guide videre til andre, mere relevante, tilbud.
Kontakt os
Du kan rette henvendelse på følgende 2 måder:
- Ringe til os mandag til fredag på telefon 24 22 83 30 i tidsrummet kl. 10.00 - 12.00
- Udfylde en kontaktformular (skriv barnets cpr-nr. i beskedfeltet) - klik her og udfyld vores kontaktformular
Når du har indsendt kontaktformularen, vil du blive kontaktet af en medarbejder. Du vil som udgangspunkt få svar på din henvendelse indenfor en uge.
Har dit barn selvmordstanker?
Har du tanker om selvmord, skal du tage kontakt til en psykiatrisk akutmodtagelse.
Akutmodtagelse på Psykiatrisk Akutmodtagelse Glostrup, Nordstjernevej 29-31, 2600 Glostrup
Telefon: 38 64 06 71
Døgnåbent for fysiske og telefonisk henvendelser.
Hvad er psykisk mistrivsel?
Der er mange former for psykisk mistrivsel, og det kan være svært at vide, om der er brug for at søge professionel hjælp.
Forbigående mistrivsel kan være en almindelig og naturlig del af at være barn og ung. Det er en del af den normale udvikling hos børn at opleve negative følelser som tristhed, vrede og ængstelse. Den slags følelser er som udgangspunkt ikke dårlige. De er betydningsfulde, fordi de fortæller, hvad der er vigtigt for barnet, og hvad barnet har brug for.
Men når negative følelser hos barnet bliver så stærke, hyppige og langvarige, at barnet får svært ved at deltage i almindelige hverdagsaktiviteter med andre børn og voksne, er der tale om psykisk mistrivsel.