Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presserum Nyheder og aktuelt Find nye fællesskaber i Høje-Taastrup Kommune

Find nye fællesskaber i Høje-Taastrup Kommune

På Boblberg.dk finder du en verden af netværk og nye venner – og du kan selv tage initiativet.

En gruppe løbere sidder og snakker i Hedelands amfiteater.

Fællesskaber er vigtige for lokalsamfundet og for vores trivsel og sundhed. Høje-Taastrup Kommune tilbyder Boblberg.dk som et sted, hvor borgerne kan finde nye netværk og venner. Foto: Løbere fra Fløng Kondi, fotograf: Ulrik M. Eriksen, SEES Media.

Høje-Taastrup Kommune har som led i sin nye udviklingsstrategi tilsluttet sig det digitale mødested Boblberg,dk for at give alle kommunens borgere en nem og bekvem måde at opsøge nye netværk, aktiviteter og venskaber på.

Boblberg er et dansk medie, der er tilgængelig både som app og en hjemmeside. Det handler om sociale fællesskaber, hvor du kan møde nye bekendtskaber fra lokalområdet, som du kan dele dine interesser med. 

Boblberg er for alle og er ideelt, hvis du søger flere venner og veninder, træningspartnere, madklubber, rejsefæller, samtaler med ligesindede, kreative grupper eller fx nogen at dele oplevelser med! Når du opretter dig på Boblberg, får du adgang til at se indholdet, og alt det som andre søger efter. 

Fra sport til kultur, kaffesnak og reservebedster

På Boblberg.dk kan du søge på særlige emner, som du har interesse for, eller du kan selv oprette et emne/en aktivitet, som andre kan kontakte dig om.

På den måde har mange fundet nye fællesskaber og venner til fx gåture, løb og cykling eller anden sport og motion - eller til kulturelle aktiviteter som biograf- og teaterture, museumsbesøg m.m. – eller bare en god snak over en kop kaffe.

I Høje-Taastrup Kommune har vi også lanceret Boblberg.dk som et sted, hvor børnefamilier og reservebedste-forældre kan finde hinanden til hyggeligt samvær på tværs af generationer. 

Det er nemt og gratis at komme i gang

Boblberg.dk kan du kvit og frit oprette dig som bruger – bl.a. ved at oplyse dit navn og din e-mail. Men dine oplysninger bliver ikke givet videre, før du selv gør det: Når du er oprettet som bruger, kan du se andres opslag – kaldet ’bobler’ - og du kan oprette dine egne ’bobler’ med ønsker om aktiviteter og netværk. Først når du besvarer et opslag eller opretter dit eget, får andre brugere adgang til at kontakte dig via din Boblberg-profil.

Foreninger kan også præsentere deres tilbud på Boblberg.dk.

Boblberg.dk … et godt værktøj til at styrke fællesskaberne i Høje-Taastrup Kommune 😊

Byrådet har netop vedtaget en ny udviklingsstrategi for kommunen, hvor hovedtemaet er fællesskaber. I den forbindelse tilbydes Boblberg.dk som et mødested til kommunens borgere. For det er gennem fællesskaber, vi styrker vores lokale samhørighed. Og det er også i fællesskaber, vi kan handle på de andre emner i udviklingsstrategien: Nemlig en grønnere kommune, øget trivsel for børn og unge og styrket sundhed for alle kommunens borgere.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje