Fiskeri
Er du vild med at fiske, så er der rig mulighed for at fiske i søerne i Høje-Taastrup.
Det er tilladt at fiske i de søer, hvor det er skiltet. Du finder søerne i Hakkemosen, Vallensbæk Mose, St. Vejleådal og Sejlbjerg Mose. Særligt i Hakkemosen får du en storslået naturoplevelse, mens du fisker.
Fisketegn er nødvendig
Når du skal fiske, skal du have købt et lovpligtige fisketegn, hvis du er i alderen 18-67 år. Fisketegn kan købes på posthuse eller på fisketegn.dk. Der kan købes fisketegn for en dag, en uge eller et år. Børn behøver ikke fisketegn.
Man skal ved fiskeri på forlangende kunne fremvise et lystfiskertegn. Dette gælder for alle søer.
Læs mere om lystfiskere, mindstemål på fisk, fredningstider og andre regler på Naturstyrelsens hjemmeside.
Vinterfiskeri
Vinteren behøver ikke at være en forhindring for at komme ud og fiske. Fiskene er dog sløvere og “står senere op” om vinteren, og det er derfor ikke nødvendigt at stå tidligt op i vintermånederne for at fiske.
Som tommelfingerregel er det bedst at fiske sidst på formiddagen og frem til sidst på eftermiddagen. I det tidsrum er der som regel mest lys og typisk også mest varme. På en solskinsdag,er der ofte større chance for at få bid.
Her kan du fiske
I Hakkemosen er der rig mulighed for at gøre fisketuren til en unik oplevelse og kombinere det med en overnatning i det fri. Søen er en sund sø, hvor betingelserne for liv af muslinger, krebsdyr og snegle er til stede. Det giver fantastiske betingelser for en god karpebestand. Dog er karper fredet og skal sættes ud igen efter fangst.
Hvis du gerne vil tilberede en fisk over bål, når aftenen falder på, er det andre fisk i søen. Hakkemosen har en spændende fiskebestand med både ål, gedde, aborre, skaller og sandart. Ishøj Sportfiskerklub sørger for at vedligeholde og opretholde fiskebestanden i søen.
Omkring søen findes et rigt dyre- og planteliv, og hvis du er heldig kan du opleve blandt andet lappedykkere og blishøner. Overvej en overnatning i Hakkemosens shelter, som er udstyret med bålplads.
Køb fiskekort til denne sø
Bemærk, at søen er en betalingssø. Du skal derfor købe et fiskekort.
I det naturskønne Sejlbjerg Mose ved Hedehusene må du gerne fiske. Der er gode muligheder for at få bid samtidig med, at du nyder den skønne natur.
Fisketegn nødvendig
Du må kun fiske, hvis du har et lovpligtigt fisketegn. Børn kan dog frit fiske. Fisketegnet skal fremvises på forlangende kunne fremvise et lystfiskertegn.
St. Vejleådal er en 11.3 km lang grøn kile, der strækker sig mellem Høje-Taastrup Kommune og Albertslund Kommune. Området rummer alt fra parkarealer til græssede arealer og mere vilde områder. I ådalen finder du både søer, enge, krat, skov, sump, strandenge og enkelte kunstige bakker.
St. Vejleå løber i ådalen og er blandt andet kendt for aborrefiskeri i vinterhalvåret. Grib fiskestangen og tag på tur med hele familien.
Fisketilladelse nødvendig
På strækningen fra Gl. Køge Landevej til Vallensbæk Sø er det tilladt at fiske for medlemmer af Ishøj Sportfiskerklub. Det er tilladt at fiske, hvor den offentlige sti følger åen. På sydsiden er det fra spejderhytten ved Vejlebrovej og op til broen ved Tranegilde. På nordsiden er det fra broen og op til Vallensbæk sø. Visse lokaliteter er fredet af hensyn til fuglelivet. Dette er markeret med skilte.
Ikke-medlemmer, der er blevet fristet til at prøve lykken i en af søerne, kan der købes et dagskort i Ishøj Turistbureau.
Fangede fisk skal genudsættes
For at beskytte fiskestanden i åren, er der helårsfredning af fiskene. Det betyder, at alle fisk skal genudsættes efter fangst.
Vallensbæk Mose ligger, hvor St. Vejleådalen krydser Vallensbækken. Vallensbæk Mose er et 50 hektar stort menneskeskabt naturområde, hvor der er to store søer: Tueholm Sø og Vallensbæk Sø.
I søerne kan du sejle i kano og fiske, og søerne er et fantastisk sted for lystfiskere, hvor man kan fange rudskaller, gråskaller, aborre, gedder, ål, sø-ørred og diverse karpearter. Alle karper er dog fredet og skal ved fangst sættes ud igen.
Det omkringliggende landskab giver fantastiske muligheder for andre naturoplevelser og friluftsaktiviteter. Du kan løbe og cykle på de velanlagte stier eller nyde din picnic på et roligt sted omkring søen. Derudover har Vallensbæk Mose et rigt fugleliv, og du kan se fiskehejre, nattergale og troldænder.
Oprindeligt var området et åbent landbrug med mosearealer, men i 1970 blev søerne etableret for at sikre området omkring St. Vejleåd mod oversvømmelser i forbindelse med byudviklingen.
Fisketegn nødvendig
Hvis du beslutter dig for en fisketur til Vallensbæk Mose, skal du medbringe et statsligt fisketegn, som kan købes på posthuse. Derudover skal alle mellem 15-65 år købe et dagskort. Dagskortet kan du købe hos spisestedet Mosen ved Tueholm Sø, Rendsagervej 5.