Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Fritid og udeliv Udeliv Legepladser

Legepladser

Prøv kræfter med en af vores mange sjove legepladser for både små og store børn.

Taastrup

Ved den gamle bunker i Enghaven ligger en hyggelig lille legeplads for de helt små. Her er en karrusel, vippe, klatrevæg, en babygynge og en almindelig gynge.

Området er desuden udstyret med bord/ bænkesæt samt fitnessredskaber for store og små. 

Kvartersparken er hele Gadehavekvarterets rekreative område. I den nye park er der plads til leg, cykling, hundeluftning, fodbold og hygge.

I parken er en cykel- og gangsti, der snor sig i et loop rundt omkring parken. Samtidig er der et aktivitetsstrøg langs Gadehavegårdsvej med blandt andet cykellegebaner, trampolinskov, nyt boldbur, skaterområde, kunstgræsbane og opholdsrum med grill og meget mere.

Fakta:

  • Kvartersparken dækker 4 hektar.
  • Gadehavegårdsvej er 900 meter lang. Parken kommer til at strække sig 350 meter midt på vejen.

På Axeltorv, nær Hovedgaden i Taastrup ligger den røde lege- og aktivitetsplads, som er velegnet til både store og små børn.

Her kan du prøve kræfter med fugleredegyngen, balancetorvene, et svinggreb, en hoppepude, balancebom, et klatre- og kravlenet, klatrebalance, en klatrevæg og svingtorvet.   

Legepladsen har flere opholdsmuligheder og ligger samtidigt tæt på offentligt toilet, så man kan hurtigt få et par timer til at gå på legepladsen.

Rutevejledning på kort

Leder I efter en lille hyggelig legeplads, hvor I kan boltre jer på græsarealer og nyde børnenes leg uden alt for mange forstyrrelser? Så tag til legepladsen ved Kraghave i Høje-Taastrup.

Ved boligområdet Kraghave på Kraghave Parkvej overfor nr. 4 ligger en lille hyggelig legeplads, som er udstyret med de traditionelle legeredskaber gynge, vippe, klatreredskab. Samtidig er der god plads til ophold og kreativ leg på parkens græsarealer.

Se rutevejledning på kort

Tag familien med under armen og besøg Røjlegrøften Naturpark. Her er der højt til loftet og oplevelsesmuligheder for både børn og voksne hele året rundt. Medbring madpakke eller tilbered jeres frokost på de opsatte grill, mens børnene leger på naturlegepladsen. Der er opsat bænker rundt i hele naturparken, hvorfra du kan nyde udsigten.

Oplev naturparken i denne video:

 

I naturparken er der:

  • Naturlegeplads
  • Motionsredskaber
  • Shelter med bålsted
  • Udsigtsplatform
  • Bord/bænke med overdækket solsejl
  • Hængekøjer
  • Rutsjebane
  • Liggestole
  • Grill
  • Bådebro med siddemuligheder 

Der er grus- og græsstier rundt i hele området - også på voldene - så her kan du motionere i det grønne til fods eller på cykel.

Skoler og foreninger kan med tilladelse fra Driftsbyen sejle i kanoer og kajak på søerne. Bådebroen er stor nok til at der kan være en hel klasse på samme tid, hvis I ønsker at flytte undervisningen ud i det grønne.

Se rutevejledning på kort

I Hakkemosen finder du en dejlig naturlegeplads. Her kan børnene boltre sig i lege- og aktivitetsområder, som også har bålpladser, shelter og fiskemuligheder. En naturperle, der ligger i gåafstand fra Høje Taastrup C.

Der er en parkeringsplads i Hakkemosen tæt på Økobasen. Ved parkeringspladsen er der offentlige toiletter. Er du til fods, kan du kommer til Hakkemosen via stisystemet fra Gregersensvej ved Teknologisk Institut til Økobasen.

Rutevejledning på kort

Vandtårnsparken er en lille hyggelig park med bænke. I parken kan du til at tage et hvil i solen, nyde de smukke blomster eller lade dine børn lege i den indhegnet legeplads.

Vandtårnsparken ligger ved Gasværksvej i Taastrup. 

Se rutevejledning på kort

Hedehusene

Har du prøvet kræfter med legepladsen i Kulturparken i Hedehusene? Her er musikinstrumenter, en interaktiv legeplads, en petanquebane og hængekøjer, så der er noget for alle familiens medlemmer. 

Se rutevejledning på kort

Lav musik på de udendørs musikinstrumenter

De udendørs håndlavede musikinstrumenter er af høj kvalitet og passer til alle aldre og musikalske niveauer, så alle kan opleve glæden ved at skabe musik sammen. Instrumenterne udfordrer de forbipasserende og tilbyder dynamiske, interaktive legende elementer. Alle instrumenter er stemt i hånden og kan blandt andet bruges til korrekt udendørs læring. At se, høre og spille musikinstrumenter i Byparken er en anderledes og sjov oplevelse for alle aldre.

Så tag familien med til en afslappende eftermiddag i Hedehusene Bypark. Psst... når I nu alligevel er i gang med sjov og leg, så prøv også kræfter med aktivitetsplads ved Hedehushallen.

Sådan bruger du Edderkoppen

Edderkoppen fungerer som et traditionelt klatrestativ, men har samtidig spil og andre legeaktiviteter. Edderkoppen er et sjovt og anderledes legeredskab. Den er nemlig interaktiv og udfordrer både krop og hjerne. Edderkoppen kan også bruges til at hjælpe børn med et handicap, da den kan medvirke til at motivere og stimulere kroppens bevægelser.

Der er på legepladsen sat skilte op med vejledning til, hvordan man bruger Edderkoppen. Men du kan også hente dem  her:

Sådan fungerer Edderkoppen - Lær hvordan du indstiller knapperne på Edderkoppen og starter spillene

Spil Splash Fly - Spillet er et holdspil, hvor I skal være mindst 2, men gerne flere til at spille

Spil Speedy - Spillet træner din hurtighed

Spil Memory - Dette er et  huskespil

Fløng

På Den Blå Plads i Engvadsgårdsparken finder du et spændende aktivitetsrum for både børn og voksne. Her kan du prøve kræfter med himmelnettet, som er et stort blåt klatrenet som både udfordre din fysik og som samtidigt opfordre til ophold og samvær.

Du kan også afprøve aktivitetsskoven, bakkelandskabet belagt med gummi eller slå dig løs på trampolinerne. Trænger du til et hvil, så kan du gøre brug af en af de tre tremands hængekøjer.

Se en film om pladsen på YouTube (bemærk at der sættes cookies fra YouTube ved afspilning af denne video)

Se rutevejledning

På den Grønne Plads i Møllebakken finder du en herligt idræts- og aktivitetsplads, som også fungerer som en legeplads. Her er der både rutschebane, vipper og vippeplatforme, et møllehus og tunneller, som du eller dine børn kan boldre sig i eller tage et hvil på.

Se film om pladsen (bemærk at der sættes cookies fra YouTube ved afspilning af denne video)

Se rutevejledning på kort

 

Vridsløsemagle

Leder du efter en traditionel legeplads med gynger og rutschebane? Så tag til grønningen ved Bartholinstræde i Vridsløsemagle

Rutschebaner, vipper, gyngestativ, balancestopler, hængekøje og en væltet træstamme danner rammen om legepladsen, som med sin placering i grønne arealer inviterer til længerevarende ophold. Tag bolden med og leg på græsarealet, prøv kræfter med klatrestativet og nyd en frokost ved et af borde/bænkesættene.

Rutevejledning på kort

Se også:

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje