Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Fritid og udeliv Aktiv fritid Løbe- og vandreruter

Løbe- og vandreruter

Få inspiration til en tur til fods på en af de mange smukke og sjove løbe- og vandreruter.

Vil du have mulighed for at løbe eller vandre tæt på vand, gennem skov, ad stier eller måske ad en europæisk fjernvandresti? I Høje-Taastrup Kommune har du mulighed for netop dette og meget mere.

De mange løbe- og vandreruter er fordelt over hele kommunen, og du kommer både forbi  landsbyerne, de større byer og det åbne land. Ruternes variation giver dig mulighed for at kombinere ruter og attraktioner, som du har lyst til.

Find også løbe- og vandreruter på Naturstyrelsens hjemmeside

Kløverstierne består af fire stier af forskellige længe, som alle begynder foran Domhuspladsen foran Taastrup Bibliotek på Taastrup Hovedgade og er markeret med et "kløverpæl". 

Find rutevejledning til startstedet

Læs mere om Kløverstierne på Friluftsrådets hjemmeside

Den blå Kløversti - 5,3 km

Den blå Kløversti præsenterer nogle af Taastrups grønne oaser og centre for byens rige kulturliv. 

Kløverstien fører forbi Taastrup Kulturcenter, hvor haven byder på spændende kunst og mulighed for et spil krolf. Turen går herefter videre forbi den gamle Blåkildegård, som huser det byhistoriske arkiv. Herefter fortsætter turen gennem Mølleparken, hvor du kan træne gratis på fitnessredskaberne eller snuppe et spil disc golf

Se kort over blå Kløversti

Den grønne Kløversti - 3,2 km

Den grønne Kløversti går gennem Taastrup Centrum og præsenterer det alsidige byliv, som stationsbyen Taastrup kan byde på.

Fra gågaden og Taastrup Medborgerhus går turen forbi Taastrup Nykirke fra 1907 og videre til byens rekreative område, Selsmosen, hvor natur og et aktivt byliv kan nydes et og samme sted. 

Turen fortsætter til Taastrup Teater, hvis indre liv er mindst lige så spændende som dets prisbelønnede ydre. Fra Selsmosens vestlige bred går turen forbi Jørgen Hansens keramiske skulptur og fortsætter igennem fodgængertunnelen under stationen og ned mod Vesterparken, hvor den gamle rådhuspark og byens vandtårn er det sidste stop, inden turen går tilbage til Domhuspladsen.

Se kort over grøn Kløversti

Den røde Kløversti - 7,8 km

Den røde Kløversti bevæger sig på tværs af Taastrups synlige og usynlige grænser mellem by, natur og kultur. Du kommer blandt andet ud i St. Vejleådal. 

Fra biblioteket fører stien nordpå ad Taastrup Hovedgade og forbi Axeltorv, hvor du finder den innovative legeplads, Smart-Us. innovative legeplads, Smart-usFortsæt ligeud forbi Medborgerhuset og Taastrup Nykirke og drej ind ad Jernbane Allé.

Stien drejer mod nord og ind i fodgængertunnelen under Holbækmotorvejen, der markerer Taastrups bygrænse. Stien krydser kommunegrænsen og følger Vejleåstien mod nord. Store Vejle Å markerer på dette sted grænsen mellem Høje-Taastrup og Albertslund kommune. I dette område er der skabt et grønt bælte, der giver mulighed for lange gå- og cykelture i grønne omgivelser.

Efter at have krydset motorring 4 drejer stien ind på Nordparkstien og er atter tilbage i Høje-Taastrup. Ved krydset til Agrovej er der mulighed for en afstikker forbi Pometet, som er det Biovidenskabelige Fakultets frugthave, og til det sagnomspundne Snubbekors, hvis historie går helt tilbage til 1200-tallet, men stien forsætter ellers vestpå ad Nordparkstien.

Stien krydser igen Holbækmotorvejen og omgivelserne ændres brat fra landlig idyl til forstadens industrikvarter. Herefter følger stien de tre andre stier forbi Selsmosen og tilbage til Domhuspladsen.

Se kort over rød Kløversti

Den sorte kløversti - 10 km

Den sorte Kløversti er en tidsrejse gennem Taastrups lange historie fra Høje-Taastrup Kirkes opførelse i tidlig middelalder over 1800-tallets teglindustri til den nyeste byudvikling omkring Selsmosen.

Stien går forbi byens vandtårn fra 1908, gennem gamle Taastrup og videre mod Høje Taastrup vej. Herfra krydses Hveen Boulevard videre til Høje Taastrup. Bydelen ved Høje Taastrup Station blev bygget parallelt med stationsbyggeriet i 1980’erne og byder på spændende kunst og arkitektur inspireret af antikkens byggekunst.

Turen fortsætter ad Høje Taastrup Boulevard og krydser stationens store tøndehvælv. Herfra går det videre ad Høje Taastrup stien mod Henning Larsens hvide gymnasiebygning fra 1981 og igennem det gamle Høje Taastrup via Bygaden, hvor Høje-Taastrup Kirke, hvis historie går tilbage til starten af 1100-tallet, troner på toppen af kirkebakken.

Herfra fortsætter turen mod nord, hvor Roskildevejen krydses og fortsætter ad Lervangen til Hakkemosen. Her lå fra midt i 1800-tallet til 1915 et stort teglværk, der i bl.a. har haft forfatteren Morten Korch som direktør. I dag inviterer Hakkemosens Økobase og naturlegeplads til ophold og leg, mens søen bruges flittigt af lystfiskere.

Turen fortsætter ad Hakkemosevejen, som er Høje-Taastrups ældste allé. Stien krydser atter Roskildevej og går ad Kirke stien mod Høje-Taastrup Rådhus tilbage til Taastrup via Høje Taastrup stien.

Ved Taastrupgaard laver stien en afstikker ind i boligområdets grønne fællesarealer, inden turen fortsætter i retning mod Selsmosen. Fra Selsmosens vestlige bred følges den sorte rute tilbage til udgangspunktet på Domhuspladsen.

Se kort over den sorte Kløversti

Denne tur går gennem Taastrup, hvor du kan opleve byens rige kulturliv og grønne oaser. 

Turen starter ved Taastrup Station. Herefter følger du Marievej og Grøndals Vænge. Her passeres Grøndals Vænge Haveforening, hvor en række kolonihaver ligger som perler på en snor.

Fortsæt ad vejen til Rødkælkevej på venstre side. Drej ned ad den og fortsæt ind i Mølleparken ved Taastrup Svømmehal. I Mølleparken kan du discgolf og dyrke fitness på træningsredskaberne.

Drej til højre ad stisystemet og følg stierne mod Skolevej. Kryds vejen, og fortsæt ligeud ad Valby Søndergade og Åstræde og til venstre ad Skolevej.

Drej til højre ad Østerparken og fortsæt ad vejen til Taastrup Station.

Se rutevejledning

Få en smuk tur gennem det skønne naturområde St. Vejleådal og landskabet omkring Vridsløsemagle. Tag familien med ud, og oplev kontrasten mellem Taastrup by og det åbne land.  På turen kommer du blandt andet forbi Snubbekorsskoven, hvor du også finder et skønt shelter, bålsted og en forhindringsbane. '

I området finder du også Kroppedal Museum og stedet hvor Ole Rømer i 1704 byggede sit landobservatorium, landsbyen Sengeløse og Selsmosen, som er en aktiv park med mulighed for, at interagere med vandet i søen. Denne rute har mange muligheder, og er ideel for alle, som trænger til at få nye og spændende oplevelser! 

Rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Turen starter ved Taastrup Station, hvorefter du bevæger dig ned ad Parkvej mod St. Vejleådal. Passer Holbækmotorvejen ad stiforbindelsen og fortsæt ad de små stier op igennem St. Vejleådal. Kryds Roskildevej.

Ved Snubbekorsvej drejer du til højre og fortsætter ad ådalen mod Albertslund Golfklub. Følg skiltningen til Kroppedal Museum og rundt i området ved Ole Rømers observatorium.

Fortsæt mod Vridsløsemagle. Ved Bartholinstræde drejes til venstre og der fortsættes ad Snubbekortsvej. Passer Holbækmotorvejen viadukten og fortsæt ad Husby til Roskildevej.

Kryds Roskildevej og fortsæt ad Selsmosestræde og Selsmosevej til du igen er ved Taastrup Station.

Denne rute løber tværs gennem Taastrup by og ud i det skønne naturområde Store Vejleådal. Ruten er er ideel for jer, der både ønsker at opleve Taastrup by og de unikke og smukke naturområder i St. Vejleådal.

Se rutestart på kort

Rutevejledning

Ruten starter ved City2, hvorefter du fortsætter mod øst ad Gøngestien over broen ved Hveen Boulevard. Derefter drejes til højre langs det gamle Rønnevangscenter.

Fortsæt ad stien ved Rønnevangskirken og drej skarpt til venstre ned under Køgevej.

Følg Røjlevangen og drej til venstre ad Højgårdsstien. Ved Højgårdstoften køres mellem bommene for enden af vejen og passerer Blåkildecentret.

Følg Blåkildestien indtil du når Møllestien, hvor der drejes til venstre mod Mølleparken.

Drej igen mod Mølleholmen, hvor der igen drejes ad stien mod Granhøjskolen.Fra skolen drejes til venstre ned under Mølleholmen.

Følg stien langs villakvarteret på højre side. For enden af stien drejes skarp til venstre og kort efter til højre over Mølleåen.

Fortsæt langs det grønne område og følg stien til højre ind under motorvejen. Drej straks til venstre og følg stien hen mod jernbanen, hvor der drejes til højre og kort efter til venstre ind under jernbanen. På dette stykke gås og cykles på riste, der er lagt hen over Store Vejleå.

Fortsæt ligeud og kør over stibroen, der krydser Roskildevej. Fortsæt lige ud til en lille træbro, hvorefter der drejes mod venstre ad stien midt i det naturskønne område. Området har en række borde/bænkesæt og er et pragtfuldt sted at holde frokost- eller kaffepause.

Kør under motorvejen, drej derefter til venstre ad Nordparkstien. Forinden kan du dog fortsætte ca. 500 meter ned under Roskildevej hen til Selsmosen med springvandet. Ved Selsmosen kan du nyde at se og opleve, hvordan de klimatiske forandringer og tekniske behov kan kobles sammen med byliv og byrum. Selsmosen er et regnvandsbassin, som opsamler vand ved større regnskyl. I dag fungerer Selsmosen som et område for vandleg eller en kort gåtur for mange af områdets beboere.

Efter Selsmosen drejes til højre ad Høje-Taastrup Stien, som følges til Hveen Boulevard. Hold til højre, så du kommer op på Veststien, som du følger til venstre langs Hveen Boulevard.

Kryds Høje-Taastrup Vej og kør langs Egevangshusene, indtil du kan dreje mod højre og over broen mod City 2, hvor turen startede.

Ruten er ikke skiltet.

På denne tur får du en overskuelig rute, som fører dig gennem nogle af Taastrups grønne oaser. Nyd træning i det fri i Mølleparken eller pak din kikkert og tag til St. Vejleå og oplev det rige plante- og dyreliv på tæt hold.

Se rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Turen starter ved Taastrup Idrætsklubs klubhus. Herefter bevæger du dig gennem Mølleparken mod Østerholmen på venstre side. Drej herefter ind i det rekreative område omkring St. Vejleå og følg de små stier rundt i området.

På vej tilbage følger du stien gennem Tofteparken. Drej til venstre ad Mølleholmen og tilbage til klubhuset i Mølleparken.

Har du prøvet kræfter med denne skønne rute, som løber igennem smuk og afvekslende natur med mulighed for udendørs fitness-områder? På turen kommer du både igennem Taastrup, forbi Vallensbæk Sø og de naturskønne områder omkring St. Vejleådal.

Se rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Turen starter ved Taastrup Idræts Klub Klubhus. Herefter fortsætter turen gennem Mølleparken, hvor du kan dyrke fitness i det fri eller nyde et spil discgolf på parkens ni-hullers bane med internationale kurvehuller. Parken har altid åben, og det eneste du skal medbringe, er en disc eller frisbee. 

Herefter fortsætter turen ad Mølleholmen til du når Tofteparken på venstre side. Drej ned ad stien og under motorvejen via viadukten. Fortsæt til St. Vejleådal. Herefter følger du stisystemet rundt i naturområdet. Når du er klar til at vende hjemad, så tager du samme vej tilbage.

Høje Taastrup

Ruten fører dig gennem Høje Taastrups nyeste og ældste del, hvor du følge, hvordan arkitekturen og byen Høje Taastrup har ændret sig gennem årene.

Turen starter ved Høje Taastrup Station, som er en postmodernistisk bygning fra 1986. Herefter går turen langs Frøgårds Alle forbi Høje Taastrup Amtsgymnasium og forbi det nye boligområde Kraghave.

Drej til højre ad Bygaden,og følg vejen forbi Høje Taastrup Kirke og hen til Rådhuset. Gå herefter tilbage af samme vej og drej til venstre ad Frøbjerget og følg de små stier tilbage til Høje Taastrup Station.

Se rutevejledning

Tag denne rute rundt i Høje Taastrup og Taastrup by og få en skøn tur rundt i byernes boligområder. På turen kommer du også forbi et af Taastrups åndehuller: Selsmosen.

Start fra Høje Taastrup Station og gå til højre ad Saksen D og Leen 1. Kryds Hveens Boulevard og fortsæt ligeud ad stien på modsatte side af vejen. For enden af stien ligger Selsmosen, hvor der er mulighed for leg og læring. Parkens vandtema er inspireret af regnvandsbassinet og skaber en skøn, lille oase midt i Taastrup by som er velbesøgt – særligt i sommerhalvåret.

Drej højre om søen og fortsæt ad Taastrup Have til Taastrup Station. Kryds baneterrænet og drej til højre ved Taastrup Torv. Følg herefter Vesterparken til Gasværksvej, hvor du drejer til højre.

På højre side passeres Domhusparken, som er endnu en grøn oase i byen. Drej til venstre ad Espens Vænge til Høje Taastrup Vej, hvor du drejer til højre. Kryds Hveens Boulevard og følg herefter Blekinge Boulevard, hvor du drejer til højre ad Girostrædet. Kort herefter er du tilbage ved Høje-Taastrup Station.

Se rutevejledning på kort

Dette er en cykelrute på 6 km, der fører dig igennem Hakkemosen. Her er der noget for enhver smag: Skøn natur, sjove friluftsfaciliteter, en forhindringsbane, et shelter, hvor du kan overnatte og lave mad over bål.

Rutevejledning

Ruten er hyggelig og nem at følge. Fra Høje-Taastrup Station kører du mod Roskildevej. 

Ved Roskildevej drejer du mod venstre og følger vejen frem til Hakkemosevej. Herefter kan du følge skiltning mod Hakkemosen. 

På tilbagevejen løber ruten igennem boligområdet Kraghave. Følg vejen til du når stationen.  

Se rutens startsted

Læs mere om Hakkemosen

Hedeland

Maratonringen er en 42 km lang, afmærket motions- og cykelrute, der er velegnet til naturoplevelser, leg og bevægelse i et spændende og afvekslende landskab. 

Hvis du ikke har tid eller kræfter til alle 42 km, kan du i stedet vælge en af de kortere ruter på 30, 21, 10 og 7 km. 

Læs mere om Maratonringen

Hele naturstien Hedeland er ca. 5 km, men du kan tage en kortere rute, hvis du nøjes med at følge en tredjedel af stien eller halvdelen af stien.
Løbe- og vandrestien er markeret med pæle hele vejen, så den er nem at følge. Barnevogne og kørestole henvises til grusstier i området.

Se rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Stien begynder ved parkeringspladsen inden for Brandhøjporten på Brandhøjgårdsvej. Herefter går turen højre om Flade Sø, hvor du har mulighed for at fiske.

Mens du går rundt om søen har du Dopperne på højre side, som er en græsbeklædt slette med små bakker, hvor du kan se et udvalg af områdets træer og buske.

Følg nu Naturstiens skiltning rundt i området.Ruten går rundt om Fladesø og forbi Brandhøjbanen – et mini-jernbaneanlæg med modeltog i forskellige størrelser. Herefter er du tilbage ved parkeringspladsen.

Ud over naturstien byder Hedeland på flere gang-, cykel-, ride- og motionsstier, og rundt omkring er der opstillet borde/bænke og anlagt bålpladser. I området findes også golfbane, fiskesøer, ridebaner, ski- og kælkebakke, gokartbane, veteranjernbane, og et stort amfiteater.

Hele røde rute er på 6 km, men har du kun lyst til en mindre tur på 3 km, så kan du tage halvdelen af rød rute.

Ruten tager dig igennem nogle af de spændende faciliteter, som Hedeland har at byde på. Tag familie og venner med og oplev blandt andet skibakken, fiskesøen og amfiteatret.

Rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Start turen ved Skibakken i Hedeland. Herefter går turen mod syd ad områdets stisystem. Fortsæt ad stierne til du når Stærkendevej, hvor du drejer til højre.

Fortsæt ad vejen, og du er nu i det område, som kaldes aktivitetsområdet i Hedeland. Her har du mulighed for at dyrke motion, lege eller tilberede din medbragte mad over grill.

Følg stierne rundt i aktivitetsområdet og fortsæt herefter turen tilbage ad Stærkendevej. Drej til venstre ad Tranemosevej, og følg vejen til du igen er ved skibakken.

Med Hedelands blå rute kan du tage turen hele vejen rundt i Hedeland. I alt er turen på ca. 9 km. Undervejs oplever du et unikt natur- og fritidsområde. Kun fantasien sætter grænser. Nyd for eksempel udsigten fra amfiteatret, fang fisk i fiskesøen eller tag en tur med veteranjernbanen.

Læs mere om Hedeland

Se rutens startsted på kort

Rutevejledning

Turen starter i den nordlige del af Hedeland, hvor Brandhøjgårdsvej og Hovedgaden møder hinanden.

Følg Brandhøjgårdsvej et kort stykke, og drej derefter til venstre af Brandhøjvej.

Følg stien omkring de to større søer Vinkelsø og Flade sø.

Kryds Tranemosevej og passer Hedeland Golfbane på din venstre side.

Kryds Tune Landevej, og fortsæt ligeud til du når Sjællandsringen. Sjællandsringen er placeret ved Hedelands Motorklub, og du kan være heldig at opleve lidt ræs på din cykeltur.

Når du beslutter at drage hjemad følges ruten blot tilbage af samme vej, eller du kan udforske nogen af Hedelands andre cykel- og vandreruter.

Hedehusene

På denne 4,3 km rute gennem Hedehusene får du fornøjelsen af at opleve Hedehusenes udvikling gennem tiden. Turen er særligt for dig, der ønsker at se lidt af den gamle industriby Hedehusene, og de første bygninger fra ”Husene på Heden”. Særligt på Hovedgade kan du gå på opdagelse efter det tidlige bosætningsmønster fra da byen blomstrede op.

Rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Turen starter ved Hedehusene Station, hvorefter i bevæger jer af Hovedgaden til Charlotteager. Herefter følger I Høje-Taastrup Stien over baneterrænet og fortsætter ad Sejlbjerg.

På venstre side finder I efter ca 0.5 km Gammelsø. Gammelsø er et 63.5 hektar stort naturområde, som inddrages i et nyt stort byudviklingsprojekt for Hedehusene. Byudviklingsprojektet kaldes Byudvikling i NærHeden, og ved afslutningen af projektet vil indbyggertallet være fordoblet. .

Turen fortsætter videre ad den lille sti på højre side efter Industrivej. Drej til venstre ved en sti efter ca. 200 meter, og følg stien til Stenbuen. Drej til højre ad Stenbuen og kort efter til venstre ad Truelsvang. Følg vejen til første sti på højre side. Følg denne til Brandhøjgårdsvej, hvor I drejer til højre.

Fortsæt ad Brandhøjgårdsvej med kurs mod Hovedgaden. Drej til højre ad Brandvænget og derefter til venstre ad stien mod Poppelvænget. Drej til venstre og følg vejen til Frederiksvej på højre side. Drej ned ad denne og kryds Reerslevvej. Fortsæt ad Teglstenen og herefter til venstre ad Høje-Taastrup Stien til I er tilbage ved startpunktet.

Denne rute på ca. 5 km fører dig forbi nogle af de mest interessante steder i Hedehusene. Se for eksempel Dansk Indvandre Kulturforenings nye forsamlingshus eller se på beplantningen omkring Charlotteager. Eller gør et stop på din sædvanlige løberute og lav styrketræning på de udendørs fitnessredskaber ved Hedehushallen.

Se rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Start turen ved Hedehusene Station, hvorefter du følger Hovedvejen til Hedevejen. Drej til højre ad denne. Til venstre ligger Hedehusene Bypark, hvor du blandt andet kan nyde musikinstrumenter i det fri, plukke af de spiselig træer og buske, spille petanque eller snuppe et hvil i en af hængekøjerne.

Herefter følger du stien til Aktivitetspladsen ved Hedehushallen. Her kan du på udendørs fitnessredskaber. Overfor aktivitetspladsen ligger Dansk Indvandre Kulturforening, som er et træfpunkt for kulturelle og sociale arrangementer. Kulturhus er inspireret af en vestlig arkitektur og er et besøg værd.

Herefter fortsætter turen i kvarteret omkring Charlotteager, hvor beplantningen er inspireret efter tre temaer Asien, Norden/Nordamerika og Mellemøsten. På turen kan du blandt andet se Tempeltræer og Tyrkisk hassel.

Følg Høje-Taastrup Stien, og drej derefter til højre ad Lindegårdsager, og følg Charlottegårdsvej tilbage forbi aktivitetspladsen til I ender ved Hedehusene Station igen.

Leder du efter inspiration til en byvandring på 5,6 km omkring Hedehusene Station? Så har du fundet ruten her. På denne rute kommer du forbi Hovedgaden i Hedehusene, som er den vej,som startede udviklingen af Hedehusene.

Rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Fra Hedehusene Station går turen til venstre ad Hovedgaden og derefter til højre ad Stationsvej. Drej kort efter til venstre ad Thorstensvej og til venstre ad Tværvej. Følg stierne parallelt med jernbaneskinnerne til du når Vesterled.

Her drejer du til højre og følger vejen, til du kan dreje til højre ad Stenalderen. Følg Stenalderen til Fløngvej, hvor du drejer til venstre. Drej til højre ad Korsagervej og venstre ad Katrinevej. Følg Plantagevej og Stationsvej tilbage til Hedehusene Station.

På denne løbe- og vandretur på 7 km kan du opleve bynære naturområder og villaområder i Hedehusene og Fløng. Undervejs på turen kan du se, hvordan de tidligere separate byer i dag er vokset sammen og fremstår som en by.

Af bynær natur kommer du blandt andet forbi Engvadgårdsparken, som omkranser Fløngs gadekær og som stadig udgør Fløngs mentale centrum.

Rutebeskrivelse

Start din rute ved Hedehusene Station, hvorfra du krydser Hovedgaden og bevæger dig ad Thorstensvej og til venstre ad Reichelsvej. Fortsæt højre ad Grannsvej, og derefter til venstre videre af Thorstensvej.

Drej til venstre ad plantagevej, og videre af Korshavevej. Drej til venstre ad Fløngvej, og efter et kort stykke vej til højre af Stenalderen, og derefter af 1. vej i rundkørslen. Fortsæt ligeud af Vesterled, og til højre ad Sønderled ved første vej i rundkørslen.

Drej til venstre ad Terningens Kvarter, og du nærmer dig Engvadgårdsparken, som er en del af Fløngs gamle gadekær. I dag fremstår gadekæret som en del af en lille, naturskøn bypark. Her er der mulighed for, at nyde et stykke frugt fra frugtplantagen, nyde en afslappende stund i en hængekøje eller spille fodbold.

Herefter fortsætter I forbi Fløng Skole og videre til Møllebakken. Møllebakken er en del af det gamle Fløng, og har fået sit navn på grund af den mølledrift, der i ca. 200 år har fundet sted på bakken.
Bakken er et resultat af isens bevægelse under istiden. På toppen af Møllebakken ligger det menneskeskabte kulturminde Baunehøj, der er en gammel gravhøj fra bronzealderen (1800 - 900 f.kr). Fra Baunehøjens top er der udsigt over det meste af Fløng, og ved bakkens fod er der mulighed for boldspil og andre aktiviteter på den klippede plæne. Bakken er en legeplads, hvor der også kælkes om vinteren.

Herefter går turen videre ad ruten via stisystemet til Vadsby Å. Følg åen til I igen rammer Hovedvejen i Hedehusene.

Den sorte Kløversti I Hedehusene er på 11,5 km og gør os klogere på byens industrihistorie, de unikke grønne områder og den historiske landsby Reerslev. Turen begynder ved Hedehusene Station og er markeret med en "kløverpæl".

På turen har du blandt andet mulighed for at opleve de fantastiske huse på Reerslevvej og sideveje, der er en perle i kulturmiljøet i kommunen med klare spor tilbage til industrikulturarven. Du kommer også forbi de sidste store bygninger fra den gamle industritid før 2. verdenskrig med Kaffesurrogaten og Hedelykke Mejeri.

Se kort over sorte Kløversti

Rutebeskrivelse

Start turen ved Hedehusene Station. Herefter bevæger du dig mod kommunens fritidsområde Hedeland via Reerslevvej og Mejerivej.

Følg Brandhøjvej rundt i Hedeland, og oplev det flotte naturoplevelser og et hav af aktiviteter for både børn og voksne. På ruten kommer du blandt andet forbi skibakken og amfiteatret.

Drej til venstre ad Flintebjergvej og fortsæt ud i det velbevarede kulturlandskab mellem Reerslev og Kohuse. På dette stykke er stien markskellet mel­lem Lundhøjgaard og Reerslevgaard.

Fortsæt ad Lille Solhøjvej og til venstre ad Solhøjvej til du rammer baneterrænet. Kør langs baneterrænet og Hedesvinget til du igen rammer Hedehusene Station.

Fløng

Gå på jagt efter rester af den nu ”udslettede” landsby Fløng. Turen gennem Fløng er en kort tur på 3,3 km og velegnet til en eftermiddagstur for hele familien.

På turen kommer I forbi Engvadgårdsparken med Fløngs eneste bevarede gadekær og Møllebakken med en fin udsigt over byen.

Se rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Turen starter ved Fløng Byvej, hvorefter I bevæger jer mod Fløng Skole og drejer til venstre til Engvadgårdsparken.

I Engvadgårdsparken kan I i æblesæsonen plukke et æble til turen på et af frugttræerne eller lade op til gåturen med et kort hvil i en af vippestolene. 

Herefter bevæger I jer videre gennem parken og drejer til venstre ad Ved Gadekæret. Følg herefter vejen til Hedevej og drej til venstre og kort efter til højre mod det grønne område ved Møllebakken.  Stop ved Møllebakken og gå op mod toppen af bakken. Her er der en fin udsigt over Fløng.

Fortsæt turen af de små stier til Vasby Å til Nørreled. Drej herefter mod venstre og følg vejen. Drej ad stien mellem Fyrrevang og Bøgevang. Drej til højre ad stien ved Møllebakken, og I er kort efter ved turens start.

Gå på jagt efter rester af den nu ”udslettede” landsby Fløng. Turen gennem Fløng er en kort tur på 3.6 km og velegnet til en eftermiddagstur for hele familien.

På turen kommer i forbi Engvadgårdsparken med Fløngs eneste bevarede gadekær og Møllebakken med en fin udsigt over byen.

Se rutebeskrivelse på kort

Rutebeskrivelse

Turen starter ved Fløng Byvej, hvorefter I bevæger jer mod Fløng Skole og drejer til venstre til Engvadgårdsparken. I Engvadgårdsparken kan I plukke æbler i æblesæsonen eller lade op til gåturen med et kort hvil i en af vippestolene. 

Herefter bevæger I jer videre gennem parken og mod Terningens kvarter. Passer Sønderled og fortsæt ad Magnoliavej. Følg vejen hele vejen rundt.

Når I igen kommer til Sønderled, drejer I mod højre og følger vejen til I Hedevej. Herefter drejer I til venstre og kort efter til højre ad Fløngvænget.

Fortsæt ad vejen til I kommer til en mindre gangsti. Her drejer I mod højre, krydser Sønderled og så til venstre ad Stjernedalen. Fortsæt ad vejen helt til Vasby Å og følg stisystemet rundt om åen. På et tidspunkt kommer der en lille sti over åen. Drej til venstre ad denne og følg den forbi Møllebakken, indtil I kort efter er tilbage til turens startpunkt.

Vestskoven og St. Vejleå

Har du lyst til en kort vandre- eller løbetur i naturskønne omgivelser og samtidig have en pragtfuld udsigt ud over Vridsløsemagle og Porsemosen? Så er denne lille tur perfekt.

Se rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Turen starter ved Kroppedal-alleen med de gamle kastanjetræer ud til landevejen. Lige over for alleen ligger en bronzealderhøj med krat og træbevoksning.Det kan anbefales at finde den lille gangsti og gå op på højen, hvor der er en pragtfuld udsigt fra højens top over markerne og over Vridsløsemagle by og Porsemosen.

Følg nu landevejen mod Vridsløsemagle. Lige før vejsvinget med de store piletræer ses det sted, hvor Ole Rømes svigerfamilie havde deres landsted Pilenborg.

Turen går herefter tilbage mod højen. På venstre side står i vejkanten en mindesten om Rømer. Gå derefter ind i skoven ad den lille sti langs med skoven og marken.

Et stykke fremme drejes til højre ad en lidt bredere sti, og du når ind til fundstedet for Rømers Observatorium. Læs mere om dette på skiltene ved stedet. Gå en tur ud i lysningen og nyd udsigten over Porsemosen over mod Ledøje Kirke. Følg skovstien mod alleen og turen sluttes ved Kroppedal.

Oplev spændende natur, kulturhistorie og et rigt dyreliv på Store Vejleå Trampesti.

Trampestien er godt 2,5 km lang, og den følger St. Vejleå skiftevis på Taastrupsiden og Albertslundsiden af åen fra Roskildevej ved Roskildekroen i syd til Snubbekorsvej ved Appevad vadested i nord.

Der er tale om en primitiv trampesti, hvor naturoplevelsen er i centrum. I våde perioder er det en gummistøvletur. Færdsel med mountainbikecykler er ikke  tilladt. Trampestien går igennem dyre-foldene, så husk at tage hensyn til dyrene.

Undervejs passeres spændende natur- og kulturhistorie.

Hvad enten det er regn eller sol, blæst eller vindstille, morgen eller aften, sommer eller vinter, så giver Trampestien dig altid en ny og spændene oplevelse. Det kan derfor godt betale sig at gå turen igen og igen.

Læs beskrivelse af rutensom er lavet af Kulturøkologisk Forening i Albertslund.

Denne løbe-og vandrerute er på 3,5 kilometer, og fører dig på en skøn tur i landskabet omkring Vridsløsemagle. Turen kan eventuelt kombineres med Ole Rømer turen, hvis du er frisk på en længere tur.

Se rutevejledning på kort

Rutebeskrivelse

Gå gennem Kroppedal-alleen med de gamle kastanjetræer. Gå skråt over landevejen og op på bronzealderhøjen. Den kaldes Ole Rømers Høj. Fra toppen har du en fin udsigt over det omkringliggende landskab. Gå ad Ole Rømers Vej mod syd.

Lige ved Snubbekorsvej ses på højre side den store Stenagergård. Snubbekorsvej har sit navn efter”Snubbekorset”, der står på en bronzehøj ca. 500 m mod vest. Tidligere var denne vej en del af den middelalderlige landevej mellem København og Roskilde.

Gå til venstre mod Albertslund. Følg vejen og drej til venstre ad amtsstien ind i Vestskoven. Her går du forbi nogle af de sidste gartnerier, hvis jorde nu er skov. På højre side går du nu langs med et skovdige.

Drej til venstre ad stien mod Kroppedal. Gå over en afvandingsgrøft. På toppen lige efter beplantningsgrænsen ligger en lille sø til venstre for stien. Den kan være vanskelig at se fra stien, men er et besøg værd.

Turen slutter igen ved Kroppedal.

I Høje-Taastrup Kommune har vi fokus på at skabe et udvidet og brugbart stisystem, som forbinder hele kommunen.

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje